Billeder
Lidt billedmateriale
Røntgenbillede af det tyske Biblis-værk blok 2 med Rhinen i baggrunden.
- 1. Reaktorindeslutning
- 2. Gastæt stålplade
- 3. Reaktor
- 6. Trykholder – pressurizer
- 8. Kølebassin til brugte brændselselementer.
- 13. Lavtryksturbiner.
- 14. Generator
- 16. Køletårn
Her ses Grafenrheinfeldt, Tyskland.
Selve reaktoren findes under den lille halvkuppelformede bygning, der ses nederst tilhøjre.
Billeder domineres af de 2 kæmpemæssige køletårne, hvis opgave er at fjerne varmeenergien fra kondensationen af dampen når den har passeret det sidste turbinetrin.
Køletårnet anvendes for ikke at ændre på flodens miljø pga. opvarmning. Der sker ingen opvarmning af flodvandet, når der anvendes køletårne. Til gengæld falder effektiviteten en smule.
Kan ses fra autobanen på vej mod München
Billedet viser et lille udsnit af Isar-2.
Isar-2 ved Ohu i München blev sat i drift i 1988. Værket der er et af verdens største og bedst producerende atomkraftværk på 1455 MWe, producerede i 2002 i alt 12.155 GWh (90% kapacitetsfaktor), hvilket omtrent svarer til halvdelen af det danske el-forbrug. Totalt siden starten har den produceret 162.000 GWh fra start til 2002..
Køletårnet er 165 m høj.
1. Betonindeslutning
2. Gastæt stålindeslutning.
4. Reaktoren med brændsel.
6. Opbevaringsbassin til brugt brændsel.
10. Dampgenerator.
Tricastin, Frankrig.
De 4 blokke på i alt 3820 MWe blev sat i drift i 1981/82.
Bag ved køletårnene ses et berigningsanlæg, hvor atombrændslet bliver produceret.
I alt har Frankrig 59 atomkraftværker, der producerer ca. 80% af deres el-energi.
Frankrig eksporterer en stor del el-energi.
Her ses et luftfoto af Nordens største kraftstation – Ringhals nær Göteborg.
Øverst tilhøjre ses Ringhals I, der er en kogendevandsreaktor (BWR).
De øvrige 3 er Sveriges eneste trykvandsreaktorer.
Man ser kanalerne, der fører kølevand fra havet til og fra kraftværket.
Under fuld belastning anvendes 50 m3/sekund. Et af de største problemer med kølevandet er at undgå at vandmænd stopper kølevandskanalerne om sommeren.
(Sydkraft)
Teknisk tegning af nogle af sikkerhedssystemerne på Ringhals-trykvandsreaktorer.
På tegningen ses i midten selve reaktorbeholderen med en enkelt dampgenerator øverst til venstre.
Mellem disse 2 kan man se trykholderen, pressurizeren, der har givet navn til typen (PWR).
Tilhøjre for selve reaktoren ses en enkelt af de primære kølevandspunper – med en effekt på 7500 kW.
Desuden ses LT og HT-systemerne (højtryks- og lavtryks- sikkerhedssystemerne)
Øverst ses det spraysystem der skal nedsætte trykket, hvis der ved uhels slipper damp ud i reaktorbygningen.
Billedet viser starten på konstruktionen af contaiinmentet til en trykvandsreaktor.
På byggepladsen er typisk ca. 1500 mennesker beskæftiget i de ca. 5 år, det tager at opføre et atomkraftværk, når alle tilladelser er opnået.
Den energi, der anvendes til opførselen af anlægget, tager det typisk ca. 18 måneder for værket at producere. Og så må man erindre, at elenergi er af højere energikvalitet end fossil energi.
Den russiske trykvandsreaktor, der ikke må forveksles med Tjernobyl-typen.
Rusland har haft en vis succes med denne type til eksport. En 1000 MW af denne type skal f.eks. opføres i Indien.
Den russiske katastrofetype – RBMK-reaktoren som er bedre kendt under navnet Tjernobyl reaktoren.
Den eneste reaktor, der er ustabil under effektstigning, hvilket øger risikoen for løbskkørsel ved tab af kølevand.
To af denne type levererede 75% af Litauens elforbrug da begge var i drift. Nu er den ene lukket ned.
Reaktorerne er blevet kaldt Verdens største. Det skyldes de har en mærkeeffekt på 1500 MW. Det er faktisk ikke korrekt, for reaktorerne ikke er godkendte til at producere med fuld effekt.
(Verdens største atomreaktorer regnet efter effekt findes i Tyskland, men de bliver snart overgået af den nye EPR-type, der er udviklet i Frankring. Denne type bygges p.t. i Finland og i Frankrig.)
RBMK er en videreudvikling af en militær plutoniumproducerende reaktor. Den har den egenskab, at brændslet kan skiftes uden reaktoren lukkes ned – hvilket sikkert er årsagen til at Rusland valgte at bygge den, på trods af kraftige advarsler fra vestlige eksperters side – først i 1968 da russerne oplyste om planerne, senere i 176 før man begyndte opførelsen.