Optakt

OOA/REO

Danmarks Radio

Dagspressen

Miljøstyrelsens Barsebäck- rapport

Medierne efter Tjernobyl og Barsebäck

Lidt generelt om debatten for 25 år siden – og nu

Den danske debat om atomkraft var i 70-80érne var domineret af 2 organisationer:
OOA (Organisationen om Oplysning om Atomkraft), der var modstandere at atomkraft – og REO (Reel Energi Oplysning), var tilhængerne af anvendelse af atomkraft.
Det var hos REO man traf ekspertisen, OOA havde til gengæld pressens bevågenhed – ikke mindst var Danmarks radio en værdifuld medspiller for OOA.
På trods af en overlegen ekspertise hos tilhængerne, var det altid modstanderne, der vandt de offentlige diskussioner på møder. Det gjorde de med gentagne, korte påstande, som det tog 5-10 minutter at tilbagevise – længe forinden havde den uforberedte tilhører tabt tråden.
Det var lidt sværere i diskussioner i dagspressen, hvor en anden teknik blev brugt. Man henviste til rapporter, der blev udarbejdet på samlebånd til formålet. Når der efter en rum tid blev tilbagevist af fagfolk var det for længst glemt – og nye rapporter med andet navn var på banen.

Forskellen mellem de 2 grupper så jeg tydeligt ved en messe i Herning-hallerne engang i 70-erne, hvor begge var repræsenteret.
OOAs stand kunne ses på afstand pga. tobaksrøg – alle de meget engagerede, unge mennesker i islandske sweaters med langt hår og skæg, var ivrige tobaksrygere.
På REO´s stand så man både yngre og ældre, rolige mennesker i slips og jakkesæt. Ingen røg på standen i den tid jeg besøgte den.
Måske en tilfældighed som man naturligvis ikke skal tage for andet, end det så pudsigt ud på afstand – jeg havde faktisk forventet det modsatte.
På begge stande havde udgivet en masse materiale, hvoraf der er hentet lidt smagsprøver nedenfor sammen med andet materiale, der var tilgængelig på bibliotekerne.

Til top

OOA- REO

Nedenstående eksempler stammer dels fra OOA´s folkepjece Danmark uden atomkraft – 1980 og andet materiale fra OOA (Redaktion bl.a. Terjei Haaland, Siegfred Christiansen m.fl.) og fra REO´s materiale.

Til top

Danmarks Radio og atomkraften

Eksempler fra mediernes behandling – i første række Danmarks Radio, som gennem årene har leveret gedigne, ensidige misinformationer om atomkraftens fredelige udnyttelse af en række medarbejdere uden særlig indsigt i emnet.
Enkelte eksempler på DRs tendentiøse behandling er vist nedenstående, hvor prof. P. L. Ølgaard har leveret en del eksempler, andre er taget fra dagspressens behandling af stoffet.
REO har bidraget med flere eksempler, hvoraf enkelte førte til, at DR blev dømt af presseetisk nævn.

I reglerne for Danmarks Radios Nyhedstjeneste hedder det:

Nyhedstjenesten er forpligtet til at bringe hurtig og rigtig information,
men rigtigheden bør altid gå forud for hurtigheden.
Hersker der tvivl om rigtigheden, bør DR afstå fra at bringe nyheden.

En del af eksemplerne stammer fra et driftsuheld på blok II på Three Mile Island, der skete i marts/april 1979.

Til top

Den øvrige medieverden og atomkraften

En lille runde med dagspressens behandling af eksperter og atomkraft-stof.
En del af eksemplerne skal ses i lyset af, at der er “plantet” oplysninger i nyhedsbureauerne. Det skete typisk i løbet af en weekend, hvor redaktionerne var svagt bemandende og derfor blev oplysningerne ikke altid valideret i normalt omfang. (privat oplysning fra en dagbladsredaktør.)

Øvrige mediers behandling.	Kommentarer
Fagfolk med indgående kendskab til atomenergi, kritiserede journalisters behandling af stoffets som værende i direkte strid med sandheden. På et møde beklagede Politikens chefredaktør sig over, at de manglede nogen adresser på steder, hvor de kunne henvende sig for at få kvalificerede oplysninger. Det ønske lovede man at imødekomme. 7 personer indvilligede i at stille sig til rådighed for pressens spørgsmål, hvorefter en liste med navne blev rundsendt til diverse medier.	Pressens/ journalisternes reaktion på den ønskede service kan beskrives ganske kort: Selvbestaltede eksperter lød det fra flere sider i pressen. Resultatet var, at ingen af de 7 personer, der stillede deres gratis til rådighed nogensinde fik een henvendelse. Mediernes egne folk udgjorde herefter den ekspertise, der var nødvendig for at oplyse Danmarks befolkning om atomenergi. En opgave de har klaret gennem årene til egen fulde tilfredshed.
Søren Nielsen leverede meget stof til Politikkens læsere. Et par udpluk: 1. “.. da pumperne onsdag morgen brød sammen i det sekundære system, trådte nødkølesystemet i gang. Det består ganske enkelt i, at stål og betonkuppelen fyldes med samtidig med, stængerne med atombrændsel hejses op fra reaktoren så produktionen af varme og radioaktivitet ophører.”2. “.. en sådan udvikling på atomkraftværket – den værst tænkelige – vil slå titusinder af mennesker ihjel og lægge store område øde i lang tid.”3.”Skønt eksperter af gode grunde ikke kan nærme sig værkets kontrolrum for at få et klart overblik..”4. “.. Radioaktiv damp vil desuden konstant sive ud, indtil reaktoren er nedkølet. Først når det er sket vil eksperterne trænge ind i kontrolrummet og få klarhed over, hvad der var sket.”5. “Gasboblen kan fjernes ved at åbne en ventil i reaktoren. Men ventilen kan kun åbnes med håndkraft.”6.” Eksperterne var enige om, hvad der var galt: brændselselementerne var beskadiget at de ikke som planlagt holdt op med at generere varme og radioaktivitet.”7. “Boblen af radioaktivt brintgas har opnået et sådan tryk og temperatur, at en større eksplosion ikke kan udelukkes.”	1. En meget morsom beskrivelse, men helt forkert. Pumperne brød ikke sammen, de blev manuelt sat i gang efter man fik fjernet en hat(!), der skyggede for en kontrollampe, der viste et en ventil ikke var lukket ordentligt – og fødepumpen derfor ikke automatisk gik i gang. Søren Nielsen forveksler nødkølesystemet med et spraysystem og kontrolstænger med brændselsstave er ganske morsomt – men ikke særlig oplysende. 2. Direkte usandt. SN taler om en nedsmeltning, som NRC i en pressemeddelelse anser for sandsynlig. Hvis der sker en nedsmeltning er omgivelserne være fuldt beskyttet mod stråling. Selve reaktorindeslutningen er konstrueret til at kunne holde til det tryk, der ville blive resultatet af en fordampning af al vandet. Det er den situation, at spraysystemet skal afhjælpe ved at kondensere dampen så trykket falder. 3. Hvilke gode grunde nævnes ikke. Kontrolrummet var bemandet hele tiden – og NRC havde adgang. 4. Alle udledninger af svagt radioaktivt vand var godkendt af myndighederne, og de lå alle under de tilladelige værdier. Eksperterne kunne let trænge ind i kontrolrummet – døren var åben. 5. Den meget omtalte gasboble af brint fik dagene til at gå for journalisterne. Dette værk var ikke forsynet med den ventil SN nævner. Hvis man fjernede brinten kunne den eksplodere – og var med til at holde trykker i reaktoren så højt, at kogning blev forhindret. 6. Brændselet vil uanset om det er beskadiget eller ej, være stærkt radioaktivt – og dermed producere varme. 7. Brintgas er ikke radioaktivt – ordet må være tilsat for at give større effekt og dramatik. Brint kan ikke eksplodere uden ilt – og der er ingen ilt i reaktoren.
Steffen Borch Jyllands Posten: 1. “En ventil satte sig fast og fik en pumpe til at bryde sammen. Det betød at turbinen ikke fik de fornødne dampmængder og så standsede den.”.. 2. ” .. fordi ledelsen besluttede at lukke tryk ud af reaktoren for at sikre, at en luftboble i toppen af reaktoren ikke skulle blive presset ned gennem brændselsstavene og starte en ny nedsmeltning”	1. Pumpen brød ikke sammen, den blev sat i gang manuelt. Den havde intet med dampforsyningen til turbinen. 2. En gang sludder. Man lukkede ikke trykket ud af reaktoren, for så koger vandet væk. Selv et nok så højt tryk kan ikke presse en gasboble ned i kølevandet. En ny nedsmeltning lyder dramatisk, men det har ikke noget med gasbobler at gøre.
Berlingske Tidende skrev i en leder d. 1.4.1979 bl.a.: “Udnyttelsen af kul og gas har til dato kostet langt flere menneskelig end atomkraften..”	Det er korrekt. I den vestlige verden er tallet 0 (nul), hvis man taler alene om reaktorulykker. Medregnes hele kredsløbet er det også korrekt.
Politikens leder samme dag 1.4.179 “Givet er det, at dette uheld hører til dem, som af A-kraftens forkæmpere hører hjemme i kategorien næstværst tænkelige uheld, som kun vil ske for hvert 1000 eller 10.000 år.”	Lederskribenten er lidt usikker – og med god grund. Det pågældende uheld hører til PWR type-3 uheld, der ifølge Rasmussen-rapporten vil ske en gang for hver ca. 700 reaktorår. Altså 1 gang årligt for hver 700 reaktorer. Det kom faktisk til at passe udmærket. Hvorfor er der ikke sket flere af denne type, vi har for længst passeret 13.000 reaktorår? Man har lært af uheldet og forbedret uddannelsen af kontrolpersonale. Det er ikke atomkraftens forkæmpere, der har udarbejdet Rasmussen-rapporten – den er udarbejdet af en uafhængig ekspertgruppe, der er blevet evalueret af andre eksperter.
“De amerikanske myndigheder gav i går grønt lys for, at børn og gravide kvinder kunne vende tilbage til området omkring det uheldsramte Three Mile-område”	På intet tidspunkt er der beordret evakuering – alle har frivillig kunne bevæge sig rundt i området.
I lighed med DR kunne de fleste medier oplyse om 1000 dræbte umiddelbart efter Tjernobyl-eksplosionen. Umiddelbart efter blev flere opdigtede uheld markedsført – bl.a. de danske medier berette om at det franske Bugey– værk havde været meget tæt på samme uheldsforløb som det russiske Tjernobyl-værk. Kilden var et fransk blad, der havde fået fat i en “hemmelig ” rapport.	Historien var opspind. Bugey-værket indeholder ikke grafit som det russiske. Rapporten var ikke hemmelig, hele det ret banale hændelsesforløb var rapporteret til diverse myndigheder.
BT kunne i en leder berette om farlige revner i Barsebäck-2 reaktorens kølesystem – som var noget af det farligste, der kunne ramme et a-værk.	Denne historie var rent opspind, der var tale om en et ganske almindeligt stop for brændselsskift, der var meddelt myndighederne.
Demonstrationer mod atomkraft fik altid en stor og velvillig behandling i alle medier. Her et billede fra en demonstration omkring brokdorf, som efter mange chikaner endelig fik byggetilladelse. Naboerne til atomkraftværker var skrækslagne – ikke for værket, men for deltagerne. De fik at vide at de skulle stille deres gårde til rådighed og samarbejde – i modsat fald ville der blive stukket ild til stedet! Hvad fik man ud af det? Brokdorf blev bygget i rekordtid, og har siden ligget i top-10 listen. Hvad med demonstrationerne? Tilsyneladende “glemte” de atomkraftværket og fik andre interesser – bl.a. flyttede demonstrationerne til Frankfurt, hvor man ikke ville have opført en ny lufthavn. Den kom alligevel.	Billedet viser en episode fra en tusindtallig demonstration, hvor også mange danskere var med. Man ser en deltager i færd med at slå en politibetjent ned med en kølle. Betjenten driver i bevidstløs tilstand ned af floden under demonstrationsdeltagernes jubel. Længere nede af floden blev han bjerget i land af nogle behjertede mennesker, og reddes derved fra druknedøden. Gerningsmanden med køllen blev senere identificeret, og blev ved Hamburg ret idømt 4 års fængsel for mordforsøg.
.. fortsættes

Til top

Miljøstyrelsens Barsebäck-rapport

Miljøstyrelsens beredskabsplan fra jan. 1981 “Dansk beredskabsplan for Barsebäck-værket” blev udarbejdet på grundlag af beregninger, baseret på antagelser for havariforløb fra “Rasmussen-rapporten” fra 1975, hvor bl.a. prof. Arne Jensen fra Barsebäck-komiteen havde sæde.
Politisk overtonet makværk – kaldte lederen for Risøs afdeling for helsefysik, civ.ing. H. L. Gjørup, denne rapport. Planen byggede på forkerte forudsætninger, idet man helt så bort fra de erfaringer, man gjorde ved uheldet på Tre-mileøen.
De hårde ord dækkede over den kendsgerning, at Miljøstyrelsen havde meget travlt med at udgive rapporten, at man ikke ville vente på den rapport, der var på trapperne vedrørende erfaringerne fra TMI-uheldet.
I fagkredse var man klar over, at de ældre tal for udslip ved uheld på atomkraftværker var forkerte. Kort tid efter Miljøstyrelsens rapport viste det sig også, at tallene for jodudslip var mellem 10 og 100 gange for store. De gamle tal for jodudslip viste sig at være mellem 10 – 100 gange større end man konstaterede ved uheldet på Tremile-øen – disse tal blev ikke anvendt i rapporten.
Man kan vel ikke helt afvise, at Miljøstyrelsen kendte disse tal, eller havde mistanke om de konklusioner man kom frem til – og som blev kendt kort tid efter, hvor ca. 90% af de radioaktive stoffer blev bundet i det vandet i reaktorhallen.
Resultatet blev, at rapporten fremkom med over-pessimistiske forudsætninger, der måske var politisk styrede – i hvert fald var et politisk krav om et totalt urealistisk scenario medtaget, hvor man efter et værst-tænkeligt-uheld ville afspærre et område, der derefter skulle leve af afgrøder fra den forurenede jord – dvs. man ikke ville foretage sig noget som helst. Det var denne side i rapporten, der efterfølgende blev anvendt i den politiske debat af både medier og politikere m.fl..
Den væsentligste konklusion på beredskabsplanen var imidlertid,

at befolkningen omkring det område, hvor en hypotetisk sky af radioaktive gasarter fra et totalhavari på Barsebäck-værket skulle gå inden døre, medens skyen passerede!!

Ingen lig på gaderne – bortset fra de trafikofre, der ville blive resultatet af den panik, som medierne sikkert ville bidrage med.
Denne konklusion er vel at mærke fremkommet ved at anvende en 10 – 100 gange for store mængder frigjorte radioisotoper, hvor ¹³¹Jod er den alvorligste.

Efterfølgende byggede man i forbindelse med Barsebäck-værkerne et aflastnings-stenlager, hvor evt. radioaktive gasser ville blive ledt hen i tilfælde af uheld af denne art.
Desværre ser det ud til, at jo flere sikkerhedsmæssige foranstaltninger, der gennemføres, des mere nervøse bliver befolkningen!

Til top

Mediernes behandling – fra Tjernobyl til i dag

Hvordan bliver atom-stof behandlet at nutidens journalister?
Gennemgående er mediernes håndtering af stoffet for dårlig og for overfladisk. Ofte er gentagne usandheder ophøjet til sandheder.
Der forekommer dog i imellem ganske gode dækninger af stoffet, måske er en ny og frisk generation ved at gøre sin entre på banen?

Tjernobyl-katastrofen

Mange husker DRs Tjernobyl-dækning i 1986, hvor man sagde, at der var omkring 1000 dødsfald, og man kunne se døde husdyr ligge på markerne omkring værket.
Med en gysen i stemmen kunne B. Meister oplyse, at man ikke kunne afvise, at tabstallet var endnu større.
Medierne ironiserede over de naive russiske myndigheder, der troede man kunne spise vestlige journalister af med et tal på 3-5 døde personer!
Myndighedernes oplysninger var imidlertid korrekte, det var DR og øvrige medier, der misinformerede offentligheden.
Men myten om de tusinde dødsfald i Tjernobyl lever åbenbart i bedste velgående hos DR-journalister, de har ikke ændret opfattelse – det var russerne, der udspredte misinformationer om antal dræbte.

Ritzaus dækning at atomkraftstof har ofte været for ringe.
Mandag d. 23.08.04 havde Jyllands Posten en lille notits. Her stod bl.a. med Ritzau som kilde:

a)   º Finland er i gang med at bygge Europas hidtil største atomreaktor.
b)  º Finland mener at have fundet løsningen på atomkraftens altoverskyggende problem, højradioaktivt affald fra reaktorerne.
c)  º Finlands initiativ er mest synlig i en udvikling, der bringer atomkraften ud af de 18 års dødvande siden Tjernobyl-katastrofen i 1986.

Et forsøg på at fortælle, at Ritzau misinformerer ved at nævne nogle facts:

ad a) Finlands reaktor er ikke blot Europas, men verden største reaktor.
ad b) Stort set alle lande har en godkendt løsning på det højaktive affald.
ad c) At der siden 1986 er igangsat ca. nye 30 reaktorer fordelt på 14 lande.
At 2-3 reaktorer modsvarer hele Danmarks elforbrug, så der er tale om en langt større energitilvækst i atomkraften, end der er i de vedvarende energikilder.
At der Verden over er der er ca. 30 atomreaktorer under opførelse, 32 stk. ordret og et tilsvarende antal er planlagt.   At især Kina satser på at opføre atomkraftværker i stor stil.

Debatredaktør Birgitte Greve mente ikke at kunne finde plads i spalterne til denne kritik af Ritzaus dårlige dækning at atomkraftstof.
Dagen efter afvisningen havde Jyllandsposten bragte et længere indlæg om Kinas atompolitisk med planer om opførelse af 27 atomkraftværker.

TV-2 d. 24.02.05 kl. 22.00 havde et indslag om USA´s frygt for at Iran udvikler atomvåben.
Niels Brinch fortalte i et indslag om frygten for at Iran får fremstillet atomvåben, – bl.a. fra det kraftværk ved Bushehr, som Rusland er ved at færdiggøre. I indslaget vistes billeder fra Bushehr.

Den manglende eller for dårlige research af NB fortsatte blot DRs mangeårige linje med at misinformere om atomkraft, hvor de selv optræder som eksperter.
Sagen er den, at kraftreaktoren ved Bushehr ikke udgør nogen risikomoment i forbindelse med fremstilling af atombomber.
Værket bygges af Rusland, der sørger for håndteringen af brændslet og de brugte elementer. Driften er underlagt international kontrol af IAEA – en betingelse for at få leveret brændselselementer.
Det plutonium, der dannes i brændslet, er forresten uegnet til våbenbrug, da det indeholder 30-40% af en isotop (Pu-240), der spalter spontant.
Iran besidder endvidere ikke den højteknologi, der kræves til fremstilling af en plutoniumbombe.
Plutonium af våbenkvalitet fremstilles ikke i atomkraftværker, som DR forestiller sig, nej det fremstilles i særlige små reaktorer, der ikke fremstiller el-energi, hvor man fjerner brændslet efter ca. 1 måneds svag simring, hvorefter man kan udvinde plutonium af våbenkvalitet – typen kaldes produktionsreaktor. Disse reaktorer er ikke er underlagt civil kontrol.
Iran har, i lighed med Pakistan, forlængst fundet den letteste vej til fremstilling af atombomber, nemlig ved at opstille et berigningsanlæg, der er i stand til at adskille natururanets 2 isotoper – U-238 og U-235. Det er Uran-235, der med forholdsvis simpel teknik kan bruges til fremstilling af atombomber.
Berigningsanlægget, der består af ultracentrifuger, findes ved Natanz (Pilot Fuel Enrichment Plant Operating -PFEP)
Iran har desuden en række forsknings og forsøgsreaktorer spredt over et stort areal, hvor man skjult kan arbejde med at fremstille våben.
Imens fortsætter Rusland med at færdigbygge kraftreaktoren ved Bushehr, der er under civil opsyn. Niels Brinch og andre kunne let finde ovenstående på nettet, hvor udenlandske nyhedskilder udfører en noget bedre research, end den DR gennem årene har udført indenfor emnet atomkraft.

Irans atomfaciliteter

Berigningsanlægget ved Natanz

Ingeniøren d. 27.5.2005.

I en glimrende artikel af Erik Holm om atomkirkegården i Skærgården nævnte informatør ved SKB i Oskarshamn, Brita Freudenthal , farligheden ved radioaktivt affald. Hun havde spurgt en tekniker om hvor farligt det ville være, hvis man placerede de brugte brændselselementer ude på parkeringspladsen.
For at undgå en akut overdosis stråling skulle man køre væk på motorcykel med mindst 100 km/t til man var kommet 21 km væk!

Enten har vedkommende tekniker udvidet humoristisk sans, eller ved han intet om stråling.
Gammastråling er den type, der har længst rækkevidde. I luft er rækkevidden ca. 100 m!

Jyllandsposten 14.5.05
Et debatindlæg i Jyllandsposten d. 14.05.05 af Bruno Rebelle, Greenpeace, afviste at en tidligere leder i bladet havde skrevet, at Greenpeace var ved at overveje atomkraft a.h.t. drivhuseffekten.

Rebelle påstod at

• … JPs leder refererede forkert om Greenpeace, der fortsat var imod atomkraft
• … atomkraften kun dækker 2% af det globale energiforbrug
• … forøger risikoen for spredning af atomvåben
• … der var begrænsede uranressourcer.

Som forventeligt afviste debatredaktør Hanne Würtz at bringe et indlæg med dokumentation af, at atomkraft ikke leverer 2% af energiforbruget, men 6,5% – med en meget høj energikvalitet.

Hanne Würtz vil ikke gerne bringe korrektioner af misinformationer om atomkraft og økologiske produkter, men medtager mange indlæg om kritik af andre medier og brokkerier om dårlig stavning m.v.
Det skal dog tilføjes, at Uffe Korsbech fik et indlæg optaget, som tilbageviste Rebelles påstand om Greenpeaces holdning til atomkraft.
Det er naturligvis redaktørens gode ret at udelade indlæg, men det giver desværre en skævhed i debatten når dokumentationer af tidligere oplysninger ikke optages. JPs debatside har engang været ganske spændende at læse, men er nu stort set uden større interesse.

Danmarks Radio fortsætter misinformeringerne –
hvor researcher de? Sikkert hos andre nyhedsbureauer?
Et lille klip fra DR-hjemmesiden med signaturen Allan Høxbroe.

Gennem 25 år har hverken Vesteuropa eller USA opført én eneste ny reaktor – lige siden en reaktor løb løbsk på det amerikanske atomkraftværk Three Mile Island.

Det er direkte usandt. Allan Høxbroe har end ikke foretaget en bare overfladisk research.
Reaktoren på Three Mile Island løb ikke løbsk, den var faktisk stoppet.
Følgende facts over antal, der er blevet sat i drift siden 1989 – og derfor må være blevet bygget på:

• USA: i 80-erne blev der sat 41 atomkraftværker i drift.
  De fire seneste er Seabrock i 1990. Comanche Peak 1+2 i 1990 og 1993. Watts Bar-1 i 1996.
• Spanien 5 stk.
• Sverige 3 stk – Forsmark, Oscarshamn.
• Schweits 3 stk.
• Tyskland 8 stk. i 80-erne – det seneste i 1989.
• Storbritannien 2 stk.
• Frankrig. 37 stk i 80-erne. 8 stk. i 90-erne
• Slovakiet 2 stk. i 1998-99
• Ungarn 3 stk.
• Rumænien 2 stk., hvoraf det seneste blev sat i drift i 2007.

Danmarks Radio ser stadig ud til at være inkompetent til at informere korrekt om kerneenergi.
At overse mere end 100 atomkraftværker, der er sat i drift i den nævnte periode – det må være en rekord, der burde give en eller anden pris?

TV-2 – Go´morgen d. 31.5.2005. Diskussion mellem tidl. miljøminister Sv. Auken og næstformanden for REO, Holger Skjerning..
Det lykkedes Svend Auken at fremsætte så mange misinformationer om atomkraften, at Meyerheim burde have fulgt op på de mest åbenlyse påstande.
H. Skjerning måtte anvendes det meste af sin korte taletid på at dementere – men forgæves.
Her er et lille udpluk fra en politiker i et for Svend Auken alt for svært et emne:

Hverken seerne eller S. Auken fik oplyst, at problemet i Iran ikke er den fredelige reaktor i Bushehr i Iran, den indeholder end ikke uranbrændsel – og at problemet ligger i et illegalt opført berigningsanlæg i Natanz, der ikke har noget med atomkraftværket at gøre. Heller ikke, at Rusland håndterer brændslet i alle faser, som derfor ikke kommer i hænderne af iranerne, der ikke har noget at bruge den til.

Eksemplet viser hvor dårligt rustede politikere her i landet er til at håndtere energispørgsmål – specielt atomkraftspørgsmål.

Danmarks Radio

har lavet en quiz i anledning af Barsebäcks lukning, med hånlige forslag til deltagernes om at få skolepengene retur – det foreligger intet om at man mener Allan Høxbros muligheder for at få skolepenge retur p.g.a. manglende research – se ovenfor.
Men quizén er en ganske udmærket ide.
Desværre opgives affaldsmængderne i enheden m². Der skeles ikke mellem de forskellige affaldstyper, lav- mellem- og højaktivt affald, det hele blandes sammen til kvadratmeter (! hvad med skolepengene?).

Der medtages et spørgsmål om antallet af danske atomreaktorer. Det må vist siges af være irrelevant at blande forskningsreaktorer sammen med kraftreaktorer. Reaktorerne på Risø har ikke bidraget med en eneste kWh energi til nettet – og det har aldrig været meningen med reaktorerne her.

Danmarks Radio og TV2 om Iran jan. 2006
Irans beslutning om at bryde IEAEs plombering af Natanz berigningsfaciliteter er naturligt nok blevet dækket grundigt af medierne.
Det positive er, at medierne omsider har fundet ud af, at det er i Natanz der findes berigningsanlæg – og ikke i Isphahan som de tidligere har ment.
TV2s nyhedsudsendelse om Natanz berigningsanlæg var krydret med billeder fra det civile atomkraftværk ved Bushehr, som er uden forbindelse med anlægget i Natanz – og den sædvanlige tønde Yellowcake, som arbejderne ruller rundt på i Isphahan
De elektroniske medierne behandling af atomstof er amatøragtigt – det burde ikke være særlig svært for de ca. 5000 ansatte at finde ud af, at den faste, gule uranforbindelse – Yellowcake – bliver omdannet til gasarten Uranhexaflourid i Isphahan – der så kan beriges i de ultracentrifuger, der findes i anlægget i Natanz?
Og at den snart færdige, civile atomkraftværk opføres i Bushehr af russere, der vil levere brændselselementer til driften. Det må vel efterhånden gå op for medieverdenen, at den fredelige atomkraft ikke leverer råmateriale til atombomber?
At Iran er interesseret i selv at kunne fremstille atombrændsel til deres fremtidige atomenergiprogram må anses for at være et naturligt ønske. Berigning til atombrændsel kræver ca. 4% U-235, til våbenbrug ca. 90%.
Tyskland har også berigningsanlæg i drift uden det medfører nervøsitet for at de vil udvikle atomvåben

Emner

Grundlastværker

Modtryksværker

Mellemlast

Spidslast

EL-samarbejde – et historisk tilbageblik

Styring af el-produktionen

El-overløb

Til top

Grundlastværker

Den altovervejende del af vor el-produktion sker i dag på dampkraftværker, hvor gas, kul eller olie ved forbrænding omdanner vand til højtryksdamp (ca. 530 ºC, tryk ca. 15 MPa – ca. 150 atmosfæres tryk – desto højere damptemperatur des højere termisk virkningsgrad (Carnots virkningsgrad).)

Dampen ledes gennem turbinen i flere trin. Når dampen ekspanderer, stiger fugtighedsgraden. Derfor tørres dampen i et system af overhedere, efterhånden som den passerer gennem turbinens forskellige trin.
Der er normalt 3 trin – en højtryksturbine – en mellemtryksturbine, hvor der ved udtagsværker udtages damp til fjernvarmeformål – og det sidste trin er lavtryksturbinen, der har den største diameter, når dampen ekspanderer efterhånden som den afgiver energi til turbinen.
Dampen drejer turbinen rundt ved at strømme mod en række skovlblade. Turbinen driver en el-generator. Dampen ledes ind i kondensatoren, hvor dampene fortættes. Det resulterer i et kraftigt tryk- og temperaturfald. Det fortættede vands temperatur falder til under 30 °C.

Dampen fortættes af en kraftig kølevandsstrøm, der optager fortætningsvarmen. Herved stiger kølevandets temperatur med 6-10 °C. Kølevandsstrømmen er meget stor. Et stort kraftværk på 600 MW skal anvende ca. 20 m³ vand pr. sekund ved fuld kapacitet. Ved dampens fortætning formindskes rumfanget voldsomt. Der er derfor et meget stort undertryk i kondensatoren, hvilket forbedrer virkningsgraden ved el-produktionen.
Moderne grundlastværker udnytter ca. 45 % af brændslets energi til el-energi – resten forsvinder gennem skorstenen og anvendes som procesenergi. Endelig en stor del varmeenergi med kølevandet.

Ved atomkraftværker er dampens energitæthed noget mindre, da tryk og temperatur er lavere end ved gas, kul- og oliefyrede kraftværker.
Her springer man ofte mellemtryksdelen over og har i stedet 1 – 2 lavtryksturbiner, ofte med en ganske anselig størrelse.
I lavtryksdelen er med et omdrejningstal på 50 pr. sekund (= 50 Hz). Herved overstiger periferihastigheden lydens hastighed i luft.

Det undertryk, der opstår i kondensatoren, kan anvendes som regulator, hvilket sker i de nyeste typer.
De ældre værker er frekvensregulerede, dvs. hvis omdrejningstallet (= frekvensen) falder, sørger automatikken for, at der tilføres mere brændsel.

Varmeenergien, der frigøres ved fortætningsprocessen, er kraftværkets egentlige spildvarme.
P.g.a. den lave temperatur kan det almindeligvis ikke anvendes til noget fornuftigt.
Det er nødvendigt af hensyn til rensning af vandet, at dampene skal fortættes til vand, så kan det efter rensning kan pumpes tilbage til kedlen igen.

De meget store energimængder, der fjernes med kølevandet er forsøgt anvendt på flere måder.
Man kan udnytte energien ved hjælp af kæmpemæssige varmepumper, der kan producere vand til opvarmningsformål. Dette er imidlertid ikke lønsomt i øjeblikket.
Forsøg med opdræt af ørreder i det lunkne kølevand har givet lovende resultater.
Man kunne tænke sig at anvende kølevandet i opvarmningssystemer til drivhuse, hvilket sker i noget omfang.

Mange har fået den opfattelse, at man kan udnytte kraftværkernes kølevand til fjernvarmeformål. Denne opfattelse er forkert, idet temperaturen i kølevandet er for lavt til dette formål – det er ikke mere end håndvarmt.

1. Kulsilo og -mølle.
2. Aske.
3. Højtryksturbinedel.
4. Mellemtryksdel.
5. Lavtryksdel.
6. Generator.
7. Udtag til fjernvarme – ca. 105 º C
8. Kondensator.
9. Kedel.
10. Kølevand – ca. 8 º C
11. Returvand til kedel.

Til fjernvarmeformål udtager man damp inden sidste turbinetrin, medens den endnu har tilstrækkelig høj temperatur – se figuren.

Et sådan værk kaldes for et udtagsværk. Udtagsværker udnytter brændslets primære energi bedre end de rene kraftværker, da varmeproduktionen er praktisk taget er tabsfri.
Da den udtagne damp til fjernvarmeformål ikke passerer det sidste turbinetrin, vil el-produktionen gå tilsvarende ned. Man får ikke noget »gratis« energi. (Det er dog muligt at udtage noget damp uden at el-produktionen går ned).
Udtagsværker har en høj virkningsgrad.

Til top< a name=”damp2″>

Modtryksværker

Modtryksværker arbejder uden kondensator, hvilket nedfører, at dampen efter at have passeret turbinens sidste trin endnu har så høj tryk og temperatur, at den kan anvendes til andet formål, f.eks. til at opvarme fjernvarmevand som figuren viser.
Modtryksværker arbejder med en høj udnyttelsesgrad af brændstoffet, idet dampens kondensationsenergi stort set forbliver i varmeveksleren.
El-produktionen er det sekundære ved modtryksværker, idet fjernvarmebehovet bestemmer el-produktionens størrelse.
Mange barmarksværker er af modtrykstypen. At de i mange tilfælde viste sig at være en økonomisk belastning for brugerne skyldes alene, at myndighederne helt “glemte” at varmetabet i lange strækninger på landet ville være langt større end inde i bysamfund.

Til top

Mellemlast

Mellemlastværker er enheder, der indsættes i de perioder, hvor elforbruget er større end grundlasten kan yde. Der anvendes kul, olie eller naturgas.

Til top

Spidslast

Spidslast-enheder indsættes ved spidsbelastning. Det kan dreje sig om gasturbiner eller dieseldrevne generatorer.
Spidslast er en dyr måde at lave el-energi på og benyttes derfor kun på de tidspunkter, hvor elforbruget er meget stort – f.eks. når Tv-avisen begynder, eller der vises populære tTv-programmer.

Til top

El-samarbejde – et historisk tilbageblik

Følgende generelle betragtninger er et historisk tilbageblik og fortæller om forholdene før vi fik indført det såkaldte “frie el-valg”.

Jo flere kraftværker, der arbejder på samme net, desto større stabilitet og forsyningssikkerhed opnås. NordtransNationalt er Danmark p.t. opdelt i to store sammenslutninger. Vest for Storebælt kaldes el-samarbejdet ELSAM og øst for Storebælt i ELKRAFT. I ELSAMs område er 7 kraftværker forbundet gennem et fælles samkøringsnet med en kapacitet på ca. 3400 MW (megawatt = mio. watt.) ELKRAFT bestod af 8 forbundne kraftværker, der er sammenkoblet med det svenske net. ELTRA har ansvaret for elmarkedet – herunder elforsyningen, transport og udbygning til udlandet m.v.

ØSTKRAFT på Bornholm er nu indirekte forbundet med nettet via en undersøisk kabelforbindelse til Sverige, der igen er forbundet med Sjælland via 2 x 132 kV kabler + 1 stk. 400 kV kabel med en totaloverføringseffekt på 700 MW.
Disse er vekselstrømsforbindelser.
ELSAM er forbundet med Sverige via det europæiske samarbejdsnet – KONTISCAN -forbindelsen, der strækker sig fra det sydlige Europa gennem Danmark til Sverige og Finland samt Norge.
Fra Danmark sker det gennem et undersøisk jævnstrømskabel med en overføringseffekt på 260 MW. ved en spænding på 250 kV.
Forbindelsen mellem Danmark og Norge skete en del år gennem 2 undersøiske jævnstrømskabler, der har en overføringseffekt på 2 x 250 MW. ELSAM udveksler el-energi med Norge, således at begge lande herved sparer reservekapacitet svarende til et stort kraftværk. ELSAM har tidligere modtaget store el-mængder fra Sverige og ikke mindst fra Norge, når de på grund af store ned børsmængder har overskud af el-energi.
Den nyeste og største HVCD-kabelforbindelse mellem Jylland og Norge – Skagerrak pol 3 – har en overføringseffekt på 500 MW. (HVDC = højspændt jævnstrøm).
Forbindelsen var ude af drift en periode på ca. ½ år i 2003 p.g.a. en havareret omsætterstation i Norge.
I 2003 kollapsede elsystemet i Østdanmark og Sydsverige -. præcist d. 23.9. kl. 12.37.
Ca. fire mio. mennesker blev berørt af denne episode.
Årsagen viste sig at være, at der blev frakoblet langt mere kapacitet, end systemet kunne håndtere, da der samtidigt skete en havari på en transformerstation i Vestsverige, der afbrød 400 kV-ledningssystemet.

ELSAM og ELKRAFT er ikke forbundet direkte. Indirekte er de dog forbundet gennem det nordiske samarbejde NORDEL, idet hele Norden er forbundet elektrisk gennem de nævnte forbindelser.
Samtidig var en udlandsforbindelsen til Polen og Tyskland ude af drift.
Fejlen var atypisk, idet spændingen i netværket ikke faldt nævneværdigt, men derimod manglede der strøm. Normalt er systemet beregnet på at reagere overfor spændingsfald.
Der gik ca. 7 timer inden forbindelsen var retableret.

I øjeblikket sker der en liberalisering på el-området med fusioner af selskaber.
Denne centralisering har ingen indflydelse på ovenstående principper for el-distribution.
For at øge forsyningssikkerheden udbygges nettet løbende.
Vest- og østdanmark blev i 2010 forbundet direkte gennem et jævnstrømskabel under Storebælt.
Herved kan Sjælland få strøm fra Norges vandkraftværker, hvilket er interessant når prisen er lav.

Til top

Styring af El-Produktionen

Et kraftværk kobles til samkøringsnettet på følgende måde:
Når turbogeneratoren har opnået en konstant hastighed på præcis 50 o/s ved regulering af damptilførselen til turbinen, leverer en magnetiseringsmaskine strøm til rotorens beviklinger så generatoren begynder at producere strøm. Generatoren bringes til at løbe i takt med samkøringsnettets frekvens og fasevinkel, hvorefter den kobles ind på nettet.
For at overtage sin del af belastningen bringes den nu til at løbe en anelse hurtigere ved regulering af damptilførselen. Herved stiger frekvensen, hvilket får de øvrige kraftværker på nettet til automatisk at nedsætte deres belastning ved at lukke tilsvarende ned for brændstoftilførslen. Ved stop sker det samme i modsat rækkefølge.
Når vi tilslutter en elmotor eller en anden elektrisk forbrugsgenstand, skal den elektriske energi produceres i samme øjeblik, den forbruges.
Elektrisk energi kan ikke oplagres i nettet. I praksis er der en lille reserve i turbogeneratorens rotationsenergi, der svarer til ca. 10 sekunders el-produktion.
Tappes mere el-energi fra nettet, end der produceres vil det have den virkning, at generatorens fart formindskes en ganske lille smule, hvilket betyder at frekvensen falder. Når frekvensen falder, sørger kraftværkets automatik for, at der tilføres mere brændstof, således at frekvensen holdes på præcis 50 hertz.
Det er denne mekanisme, der muliggør at man kan prioritere den meget skiftende el-produktion fra vindmøller på nettet.

Til top

El-overløb

Når el-produktionen er større end forbruget, opstår der overløb – dvs. der produceres strøm, der ingen aftagere er til. Overskuddet går tabt som varmeenergi i elnettet.
Overløb skal helst undgås, da det betyder direkte tab.

El-overløb defineres som situationer, hvor den bundne elproduktion overstiger el-forbruget.
I en del situationer, er det teknisk muligt at eksportere eloverløbet til udlandet – det betegnes eksportérbart eloverløb (EEOL).
I nogle tilfælde er det ikke være teknisk muligt at eksportere hele el-overløbet – det betegnes kritisk el-overløb (KEOL).
Overløb optræder især i kolde perioder om vinteren, hvor et stort forbrug af fjernvarme tvinger kraftværkerne til at producere el-energi, den såkaldte bundne el-produktion.
Det er ofte i samme periode, hvor der er størst produktion af vindenergi.

Overløb er et stigende problem med en stigende andel af vindmølleproduceret strøm – eller i det hele taget med stigende såkaldt ” miljøvenl el-produktion”, der omfatter de energikilder, der har en lille CO₂–udledning, idet man normalt ser bort fra evt. øvrige udledninger (cancerogene stoffer, dioxin, kvælstofilter).

Begrebet el-overløb stammer fra tiden før el-liberaliseringen. Dengang fandt man det hensigtsmæssigt at relatere den bundne elproduktion fra kraftvarme og vindkraft til elforbruget i landet.
I et internationalt elmarked skal den bundne elproduktion vurderes i forhold til det internationale elmarked, således det kun er et problem, hvis vi ikke kan eksportere overskuddet til udlandet.
En arbejdsgruppe har undersøgt problemerne vedrørende overløb, hvilket kan ses i nedenstående rapport, hvorfra ovenstående figur stammer. Figuren viser et estimat frem til år 2020 på EEOL og KEOL, der ses at forventes at stige frem til år 2020 p.g.a. en stigende andel af alternative energikilder.

Rapport om el-overløb

Arbejdsgruppen om kraftvarme- og VE-elektricitet 2001 (pdf)