Klima – facts

Gennem tiderne er der forsket intens om årsager til ændringer i Jordens tidligere og fremtidige klimaændringer. I de seneste år har man i stigende grad fokuseret på kuldioxidens – CO2´s – rolle som årsag til den globale klimaændring, der er i gang – ikke mindst om vi har nogen målelig indflydelse for vort fremtidige klima.

Emner

Forskellige årsager til klimaforandringer og klimaeffekter

Drivhuseffekten og drivhusgasser. Fysisk grundlag. GWP

CO2-følsomhed. Tilbagekobling

Klimamodellerne – er de sikre?

Fup og fakta i klimaklimainformationen. Fælles uvidenhed gør stærk. Med links

Solens rolle. Solplet-teorien

Pacific Decladal Ocillation – PDO-effekten

Iskerneforskningen viser fortidens klima. Palæoklimatisk forskning

IPCC´s 3. rapport 2001 – TAR

Blandede resultater fra forskningen 2001-2002

Nyt fra forskningen efter 2003-2013 – m. diverse links. Hockey-sticks dramaet

IPCC´s 4. rapport 2007 AR4 – nu med (650)700 klimaskeptikere

CO2-bidrag fra dyrket og udyrket jord – en overset post?

Kildemateriale, litteratur, dokumentation. Klimadebat

Til top

Årsager til klimaændringer

Der er fundet flere periodiske sammenhænge, der har betydning for Jordens klima. Variationer af Solens udstråling har været forsøgt anvendt som forklaring på periodiske klimaændringer gennem tiderne.
Bedst dokumenteret er teorien fra den jugoslaviske matematiker Milutin Milankovitch, der i 1920 fremførte teorien om betydningen af små ændringer i Jordens baneomløb og rotationsakse. Teorien er bekræftet ved flere undersøgelser, bl.a. i koraller fra det tropiske Ocean og kaldes “Milankovitch-cyklus´er” eller “Den astronomiske istidsteori” – der ses under punkt 1-3
De tre variationer kan forstærke eller svække hinanden, alt efter sammenfald af perioderne.
De enkelte effekter har forskellig virkning på de enkelte breddegrader på Jorden.
Meget generelt kan siges, at der har været lange, kolde perioder af ca. 100.000 års varighed, afbrudt af kortere, varmere perioder af ca. 10.000 års varighed.

Orbitale effekter:

  1. Jordens bane ændrer sig p.g.a. tyngdekraften fra sol, måne og øvrige planter med en periode på 100.000 år og hvert 433.000 år fra en næsten cirkulær til en ellipseformet bane.
    De køligste somre optræder når banen er næsten cirkulær.
  2. Jordens aksehældning (præcessionen) svinger mellem 21.39 og 24.36 grader med en periode på godt 41.000 år.
    En banehældning på 24.4 grader giver meget kolde vintre men varme somre, hvorved den dannede is smelter igen.
  3. Ændring af Jordens aksehældning på ca. 3 grader med periode på 21.700 år.

Wikipedia om Milankovic-cykler

  • Varme mellemistider varer typisk ca. 10.000 år.
  • Samspillet mellem de i punkt 1-3 nævnte cykler påvirker den mængde solstråling, som Jorden modtager på en bestemt årstid.
    Istiderne synes at indtræffe efter årtusinder med kolde somre, hvor isen ikke når at afsmelte.
    En anden mekanisme kan være ændringer af de store havstrømme (Golfstrømmen ).
    Motoren i denne proces er, at tungt, saltholdigt vand synker ned dermed starter en cirkulation af havvand. Det tunge, saltholdige vand dannes ved fordampning og ved udfrysning af saltkrystaller, når havvand fryser til is. Saltet opløses i havvandet, der derved bliver tungere og synker nedad.

Solare effekter:

Gleissberg

Source: Projected vs observed sunspot numbers for solar cycles #23 & #24. (Credit: Hathaway/NASA/MSFC).

 

Solen er en variabel stjerne.

Solens energiproduktion varierer indenfor ganske vist små, men målelige grænser.
I perioder med mange solpletter udvider Solen sig noget, hvilket tyder på en højere aktivitet .
Solpletperioden varierer med et gennemsnit på 11 år, hvor samtidig magnetfeltet skifter retning, så perioden er reelt på 22 år.
Hvis solpletperioden er kortere end 11 år er Solen mest aktiv, ved længere perioder end 11 år er det tegn på en mere sløv Sol.
Solens aktivitet påvirker Jordens klimasystem, men mekanismen er ikke helt klarlagt. De seneste teorier antyder, at aktiviteten har en effekt på skydannelsen.

Solpletperioden på gns. 11 år. Mange solpletter tyder på en aktiv sol med store udbrud.
Det har vist sig, at Solens aktivitet er lav når periodernes længde er mere end 11 år – korte perioder er tegn på en aktiv sol.
Når solvinden er på sit højeste ses usædvanlige stærke nord- og sydlys, og kan skabe store forstyrrelser i radio- og satellitkommunikationen.
Solvinden påvirker den indkommende kosmiske stråling, der igen har betydning for skydannelsen.

Gleissberg-cyklussen på ca. 80-90 år eller 4 solpletperioder. Solens magnetiske aktivitet og udsendelsen af elektrisk ladede partikler solvinden svinger med perioden, der havde sit toppunkt i 1990/1991.Figuren viser sammenhængen mellem klimaudviklingen og Gleissbergcyklen i perioden 1750-2007.

 

Lunare og planetare effekter:

En periode på 18.6 år tilskrives Månens indflydelse på klimaet.

Analyser af iskerner fra Grønland har afsløret en ca. 20 år lang og en ca. 12 årig temperaturcyklus. De tolkes som et biprodukt af planeternes påvirkninger.
Kæmpeplaneten Jupiter i sit kredsløb om Solen på 11,9 år og hvert 19,9 år står Jupiter og Saturn på linje, hvilket igen påvirker cirkulationen i Solens forskellige lag. Det har betydning for antallet af partikler, der udsendes fra Solen der igen øver indflydelse på Jordens klima via skydannelsen.

Galaktiske effekter:

Med ca. 30 mio. års interval indtræder der kæmpekatastrofer, der forandrer Jorden og dens plante- og dyreliv totalt.
Det mener man kan hænge sammen med Solsystemets kredsen rundt i Galaksen.

ca. 140 mio. år
Solsystemet slingrer op og ned i Galaksens plan med en periode på ca. 140 mio. år. Når vi kommer over mælkevejens plan er der færre kosmisk stråling, der igen betyder færre skyer og varme vejr.
Solsystemet har desuden større hastighed end Mælkevejens spiralarme. Det betyder at vi passerer gennem spiralarmene med lange mellemrum. Mellem spiralarmene er der færre stjerner og mindre kosmisk stråling.
Kuldeperioder i Jordens historie ser ud til at falde sammen med ophold i områder med store stjernetætheder.
I øjeblikket er vi på vej ind i en tættere del af en spiralarm, hvilket måske vil medføre en faldende global temperatur.
Teorien ser ud til at passe med fortiden, men der skal forskes yderligere før man kan sige noget med sikkerhed.

En periodisk ændring over 250 mio. år er ikke bekræftet. (støvområder i Solens bane i mælkevejssystemet)

En global opvarmning vil have den effekt, at havet ikke kan indeholde så meget CO2. Effekter er mange gange større end den menneskeskabte CO2 -udledning.

 

Havstrømme:

spiller en overordentlig stor rolle for det globale klima. De mest betydende er:

Pacific Decadal Oscillation – PDO-teorien. Med en ca. 30 års cyklus skiftes mellem en varm og en kold fase i Stillehavet, hvilket har en effekt på skydækket i gleissdermed også på det globale klima. Se omtalen andet sted..

El Niño fænomenet kan betragtes som den ene ekstreme tilstand af den cyklus, der kaldes El Niño -Sydlige Oscillation (ENSO), mens den anden ekstreme tilstand normalt betegnes La Niña. Fænomenerne har dramatiske konsekvenser for klimaet i store dele af kloden.
El Niño (drengebarnet/ jesusbarnet) er en unormal varm havstrøm, der optræder i de centrale og østlige dele af Stillehavet med 3-10 års mellemrum – oftest omkring juletid.
Årsagen er kæmpemæssige variationer i lufttrykket omkring Indonesien og Australien, der får passaten til at skifte retning.
Fænomenet udløser undersøiske bølger og at regnbæltet forskydes. Der opstår heftige regnskyl i områder i Sydamerika og tørke i bl.a. Afrika, Indien og Australien.
I 1983/84 og i 1997 var nogle af de kraftigste i det 19. århundrede.

La Niña (pigebarnet) er det omvendte fænomen, en kold havstrøm. Den har stort set den modsatte effekt på klimaet i store dele af Jordkloden.De globale konsekvens af El Niño

NOOAs fremstilling

DMI om fænomenet

Golfstrømmen har stor betydning for varmetransporten fra de ækvatorielle egne til de polare områder.
Motoren i disse globale havstrømme er forskelle i massefylde i havvandet. Ved fordampning øges saltholdigheden og vandet bliver tungere. Det samme sker når havvandet fryser til is og uddriver saltet. Det tungere vand synker ned og starter en verdensomspændende strømning, der har stor betydning for klimaet og for livet i havet.
I Atlanterhavet bevirker havstrømmene, at der dannes et område uden strømninger Sargassohavet, der er dækkes af et flydende lag tang, som menes at være ålens yngleplads.
Hvis disse havstrømme ændres, vil det have store konsekvenser for det globale klima, mange mener det vil starte en ny Istid.

Til top

Drivhuseffekten og drivhusgasser

I midten af 70-erne blev der teorien om CO2 som årsag til klimaændring fremført i energidebatten som et argument for at erstatte en del af de fossile energikilder med kerneenergi.
Argumentet blev dengang ikke taget alvorligt af modstandere af atomkraft, der ironiserede over temaet: “Istid eller varmedød”.
Luftens indhold af CO2s var stigende, hvilket blev tolket som en følgevirkning af det stadig stigende forbrug af de begrænsede ressourcer af fossilt energi.
“Drivhuseffekten” er en gammel teori fra 1896 af den svenske forsker, Svante Arrhenius, der her blev lanceret igen.
Drivhuseffekten beror på, at visse luftarter opfanger den langbølgede varmestråling fra Solen, der reflekteres fra jordens overflade.
Når Solens stråler rammer jordens overflade vil en del af energien tilbagestråles som varmestråling.
Det sker også i et drivhus, hvor glasset tilbageholder en del af den infrarøde stråling – heraf navnet drivhuseffekt. (derfor er et drivhus med glas lidt varmere end et, der er beklædt med plast.

Visse molekyler kan absorbere varmeenergi og opnå et højere energiniveau. Det kan ske på flere måder, molekylet sættes i svingninger, vibrationer eller rotation.
Figurerne vises effekten. CO2-molekylet til højre absorberer et foton varmeenergi af en bestemt bølgelængde og exiteres .- dvs. molekylet sættes i svingninger.
På et eller andet tidspunkt udsendes et kvant varmestråling i en tilfældig retning, hvorved drivhusgassen falder til ro igen, klar til at absorbere et nyt strålingskvant.
Det samlede resultat er den, at en del af jordens udsendte varmestråling sendes tilbage til Jorden igen. De enkelte molekyler kan kun absorbere varmestråling med ganske bestemte bølgelængder.
Energien fra strålingen overtages af visse molekyler, der så enten forøger molekylets kinetiske energi – eller den udsender varmestrålingen i en tilfældig retning. Nettoresultatet er, at en del af varmestrålingen reflekteres tilbage til jorden i stedet for at forsvinde ud i rummet. Det er drivhuseffekten, der gør vor klode beboelig!
På figuren til højre ses et par andre eksempler på absorbtion. De to usymmetriske molekyler – H2O og CO2-molekyler er asymmetriske som det ses.
Kulstof-/iltatomet vibrerer mere eller mindre kraftigt når der er absorberet energi.
På figurens højre side ses et ilt- og et kvælstofmolekyle O2 og N2, der begge er lineære og kan derfor ikke absorbere varmeenergi.

Det røde område på figuren er solens indstråling, det blå jordens udstråling.
Det blå område på figuren er det såkaldte bølgelængdeområde (ca. 300-ca. 750 nm), hvor synligt lys fra Solen kan trænge igennem Jordens atmosfære næsten uden at blive absorberet. Grænserne sættes af absorption fra iltmolekylerne O2 og O3.
Nedenunder er vist, hvor de forskellige drivhusgasser har absorption, svarende til de viste bølgelængder fra lyset.
Man ser, at det totale resultat (øverste kurve) er at en meget stor del af strålingen fanges i atmosfæren.
Nedenunder er de vigtigste drivhusgasser, som hindre udstrålingen ved absorption i atmosfæren.
Her ser man, at vand er den betydeligste drivhusgas, men også kuldioxid og methan (især fra forrådnelse og planteæderes maver) spiller en rolle.
Den nederste kurve er spredning af lyset i atmosfæren, så det ikke igen når ud i rummet. Fra Internettet. Som figuren viser er der forskel på, hvor stor en effekt de enkelte drivhusgasser har, nogle absorberer kun en lille del af strålingen, medens andre har et bredere absorbtionsspektrum.
De meget omtalte drivhusgasser – kuldioxid (CO2) og metan (CH4) – ses at have en mindre effekt, medens vanddamp absorberer varmestråling over et langt bredere spektrum end andre og overlapper tilmed områder af andre drivhusgassers absorbtionsområde.
F.eks. vil området mellem 8-10 µmeter (metan) og området mellem 13-18 µmeter (kuldioxid) tildels absorberes af vanddamp, hvis luften er fugtig.
Som det ses er metan faktisk en svag drivhusgas, hvoad er så forklaringen på, at den altid omtales som en særdeles potens drivhusgas, der er 20-30 gange stærkere end kuldioxid, selv om det ikke fremgår af figuren?
Det skyldes uden tvivl, at man ofte beregner den teoretiske drivhuseffekt over et langt åremål – 100 år.
Overlapning
Hvis luften er fugtig og indeholder en del vanddamp, så er nedsættes effekten af metan og kuldioxid, fordi vanddamp jo absorberer en del af de samme bølgelængder, som metan og kuldioxid – også selv om der er en del bølgelængder, som kun metal eller kuldioxid kan absorbere.
Det meste af energien i de fælles absorbtionsbånd – den samme energimængde kan jo ikke genbruges!
Den største drivhuseffekt finder sted i de områder, hvor luftens vandindhold er lille, altså i kolde områder, hvor luftens evne til at indeholde vanddamp er lille.
Denne forskel i drivhuseffekt er ikke indregnet i diverse klimamodeller, der må formodes at overdrive betydningen af CO2.
Prof. emer. Freeman Dyson, Princeton om klimamodeller m.v..

Alm. vanddamp (H2O)er det stof, der har den største virkning – godt 98 % af antallet af den totale mængde drivhusgasmolekyler er vanddamp. Vanddamp har et ret bredt absorbtionsspektrum, der tildels overlapper både kuldioxid og metans absorbtionsspektre – se figuren.
(Bemærk at skyer ikke er vanddamp – det er små vanddråber – vanddamp er usynligt)
Ved afbrænding af fossilt brændsel dannes lige så megen vanddamp som kuldioxid. En del af denne vanddamp fortættes og virker ikke som drivhusgas før den fordamper hvor atmosfæren er umættet m.h.t vanddamp. Virkningen er dog lille.
Ved skydannelse forsvinder vanddampen som drivhusgas, den effekt er ganske stor.

Kuldioxid (CO2) er den mest omtalte – men dens bidrag er ret beskedent, idet det største effekt i klimamodellerne stammer fra dens formodede effekt på mængden af vanddamp, der er den mest effektive drivhusgas af alle.
Kuldioxidindholdet i atmosfæren er ret stærkt stigende de seneste år, hvilket tilskrives afbrænding af fossil energi. Man har fundet at 3-4 % af atmosfærens indhold af CO2 stammer fra fossilt brændstof, resten kommer fra andre kilder såsom vulkanudbrud, jordskælv og mikrobiel aktivitet.
CO2 absorberer varmestråling i et ret snævert bånd mellem 13 og 17 µm (mikrometer).
Ved stigende indhold optages der mere i havet. Men vands evne til at optage kuldioxid er størst ved lav temperatur.
På figuren ses de bølgelængder, som de enkelte drivhusgasser kan absorbere. Bemærk der er overlap for vanddamp- og kuldioxidmolekylet.


Metan, sumpgas, (CH4)
dannes dels ved menneskelig aktivitet, dels i maven på drøvtyggere, en del via udslip fra boringer, og en ikke ringe del dannes i ret store mængder i naturen i iltfattig jord – f.eks. i østens oversvømmede rismarker. Undersøgelser viser, at tropisk skov udleder megen metan – det må formodes gælde andre vækster.
Metan nedbrydes i atmosfæren, middellevetiden er ca. 12 år.
Atmosfærens indhold af metan er steget fra 0.715 ppm (milliontedele) i den præindustrielle tid til nu 1.77 ppm (2005)
Metan er en vigtig klimagas, der er effektiv i en del af spektret, hvor ikke andre er aktive. Der er dog en del overlapning med vanddamp.
Metan dannes under iltfattige forhold – skovarealer og rismarker og udslip fra olieudvinding er store kilder. Der er store mængder metan bundet i tundraen.
På figurens ses metans struktur. Når varmestråling absorberes begynder kulstofatomet i midten at vibrere mellem de omgivende brintatomer.

Lattergas (N2O) stammer fra afbrænding og nedbrydning af organisk materiale. I havet dannes en del lattergas.
Kvælstofgødskning udvikler også lattergas i nogen grad.
Ozon(O3) dannes i de øvre luftlag, hvor det beskytter os mod visse former for ultraviolet stråling.
CFC-gasser (Halocarboner) er stort set menneskeskabte. Da de kan nedbryde Ozon kan drivhusvirkningen godt blive negativ.

Som man kan se er der overlapning i det infrarøde område.
Alle er enige om, at den stigende forekomst af kuldioxid i atmosfæren har to vigtige konsekvenser –
– for det første en ændring i fysik stråling transport i atmosfæren, og –
– for det andet har den en indflydelse på en ændring i biologi af planter på jorden og i havet
Der er delte meninger om den relative betydning af de fysiske og biologiske virkninger, og om de virkninger er gavnlige eller skadelige.
De fysiske virkninger ses i ændringer af nedbør, vindstyrke og temperatur, som sædvanligvis klumpet sammen i den lidt vildledende betegnelse – “global opvarmning“.

I fugtig luft, er virkningen af kuldioxid på stråling transport uden betydning,.fordi transport af varmestrålingen er allerede blokeret af den langt større drivhuseffekten af vanddamp.
Effekten af kuldioxid er vigtigt, når luften er tør, og luften er tør som regel kun, når det er koldt.
Varm ørken luft kan føle sig tørre, men ofte indeholder en masse vanddamp.
Opvarmningen af kuldioxid er størst, hvor luften er kold og tør, især i de arktiske snarere end i troperne, fortrinsvis i bjergegne snarere end i lavlandet, især om vinteren end om sommeren, og især om natten i stedet for i dagtimerne . Den opvarmning er reel, men det er for det meste gør kold varmere stedet for at varme steder varmere.
Den grundlæggende årsag til, hvorfor kuldioxid i atmosfæren er altafgørende, at biologi er, at der er så lidt af det.

 

GWP – Global Warming Potentiale.
(GWP) GWP er en størrelse der angiver, hvor meget en given masse af en drivhusgas bidrager til den globale opvarmning (strålingspåvirkning) relativt til samme masse CO2.
En GWP-værdi beregnes for en specifik tidsramme over hvilken strålingspåvirkningen midles.
Den mest almindeligt brugte tidsramme er 100 år.
Methans GWP-værdi er f.eks. beregnet til 25 over 100 år. 1. Et kg methan bidrager altså 25 gange så meget til den globale opvarmning som et gram CO2 – over en 100 års periode.
Problemet er, at metans levetid i atmosfære kun er ca. 10 år – man opsummerer drivhuseffekten ca 90 år efter den er forsvundet!

Den menneskeskabte drivhuseffekt er ca. 0,5-1 % af den totale mængde. Dertil kommer udslip af aerosoler såsom svovldioxid (SO2) og sodpartikler har en negativ effekt.
Det betyder rent faktisk, at rensning af røggassen for svovl forstærker virkningen af den menneskeskabte drivhuseffekt.

Til top

Klimafølsomhed


At CO2s drivhuseffekt aftager med stigende koncentration efter en logaritmisk skala er velkendt – en fordobling af de 280 ppm fra før den såkaldte præindustrielle tid vil kun forøge effekten fra ca. 20-25 W/m2 med yderligere ca. 4 W/m2 til ialt ca. 30 W/m2.
CO2s aftagende drivhuseffekt ses på den grafiske fremstilling af den trinvise effekt af en stigning på 20 ppm .
En fordobling af CO2 -indholdet forøger ikke drivhuseffekten med det dobbelte, men betydeligt mindre, fordi en del af de 13-17 mikrometer varmestråling allerede er optaget. Et CO2-indhold på ca. 300 ppm (milliontedele) har en drivhuseffekt på 20-25 Watt/m2 – en fordobling vil givet en ekstra effekt på ca. 4 W/m2.
Det internationale klimapanel – IPCC – regner med en fordobling til 560 ppm vil forøge den globale opvarmning med 1.5 – 4.5 °C.
Udgangspunktet er en formel, som anvendes til at beregne CO2´ drivhuseffekt – Arrhenius formel fra 1896, der ses her i den form, som anvendes i klimamodellerne, hvor resultatet fås i enheden Watt/m2 :

5.35 ln(C/Co)

hvor C = den aktuelle CO2- koncentration og Co er CO2- koncentrationen fra den såkaldte præindustrielle tid – der sættes til 280 ppm (milliontedele)

Med en fordobling fås:

ln 5.35 * (560 ppm/280 ppm) ==> 5.35 ln 2 W/m2 = ca. 3.7 (Watt/m2),

hvor ln betyder den naturlige logaritme.

Hertil skal lægges en værdi for den såkaldte feed-back-processer, se nedenfor.
Greenpeace går ind for et tal på 3.5 – 6 °C.
Shaviv og Veizer mente udfra palæoklimatiske data, at den kunne være så lav som 0.5 °C, et tal de senere korrigerede til 1.1 °C på baggrund af bl.a. havets pH.
Det var stort set samme værdi, som prof. Richard Lindzen var kommet frem til – han mente at godt 1 °C. passer bedst med de aktuelle tal
Tilbagekobling:
Når temperaturen stiger p.g.a. stigende CO2-mængde i atmosfæren, vil luftens evne til at opløse vanddamp stige. Det forøger den samlede kapacitet af drivhusgasser. Det kaldes positiv tilbagekobling.
Ved negativ tilbagekobling sker det modsatte. F.eks. vil en forøget temperatur måske medføre flere lave skyer, der tilbagekaster sollyset og virker afkølende.

Til top

Klimamodeller

Det internationale klimapanel (IPCC), der blev nedsat efter Brundtland-rapporten, tager sig af problemerne.
Ifølge IPCC er der grund til at slå alarm og få bremset den menneskelige CO2 -udledning
Der er flere Edb-modeller, der anvendes til simulering af de forskellige faktorers indflydelse.

Edb-modellerne har forudsagt temperaturstigninger med vandstigninger p.g.a. afsmeltning af polernes is, stigende ørkendannelse etc. etc.
Hvor sikre er disse prognoser?
Der er efterhånden mange ting, der tyder på, at CO2 teorien vakler m.h.t. betydningen for ændringer i Jordens klima og gennemsnitstemperatur.

Edb-modellerne har forudsagt temperaturstigninger med vandstigninger p.g.a. afsmeltning af polernes is, stigende ørkendannelse etc. etc.
Hvor sikre er disse prognoser?
Der er efterhånden mange ting, der tyder på, at CO2 teorien vakler m.h.t. betydningen for ændringer i Jordens klima og gennemsnitstemperatur.

  1. Klimamodellernes beregninger stemmer ikke med de foretagne satellitmålinger af Jordens temperatur.
    Dr. Christy fra Alabama Universitet har testet de eksisterende klimamodeller.
    Han fandt, at alle var upålidelige og alle overdrev klodens temperatur.
    Alle modeller overdriver estimaterne for fremtidens opvarmning, derfor er IPCCs prognoser for klodens temperaturer i fremtiden overdrevne.
    Der er 2 hovedårsager til de upålidelige klimamodeller:
    1. Fejl i modellerne.
    2. Mangler i modellernes korrektion for klimagassernes overlapning, dvs. evne til at korrigere for at flere klimagasser kan optage samme bølgelængder.
  2. CO2-udslip fra den menneskelige aktivitet er meget beskeden i forhold til naturens egen udslip fra bl.a. jordskælv og vulkanudbrud.
    Den menneskelige aktivitet forårsager ca. 20 mia. tons CO2 årligt.
    Al organisk liv udskiller CO2 ved energistofskiftet. Der er beregnet, at termitter udskiller 50 mia. tons CO2 årligt. – altså 2.5 gange så meget som hele den menneskelige aktivitet forårsager. Jordskælv og vulkansk aktivitet kan i perioder udskille mængder, der langt overstiger disse tal. CO2 anvendes af planter og visse alger til deres fotosyntese, hvor der primært dannes sukker. Havene optager store mængder af den overskydende CO2, hvor det bl.a. omdannes til kalkforbindelser. Det er fastslået, at luftens CO2 indhold er stigende. Siden industrialiseringens tidsalder er det steget fra 280 ppm til 360 ppm (ppm = milliontedel – her volumen).
  3. Klimamodellernes håndtering af skyer og skydannelse er yderst mangelfuld eller mangler helt.
    Ved temperaturstigning dannes flere skyer, der tilbagekaster en større del af energien, hvilket virker afkølende.
  4. Klimamodellerne kan ikke forklare temperaturfaldet op til 70-erne.
  5. Klimamodellerne regner med en årlig CO2-stigning på 1 % – hvor det det rigtige tal er på 0.4 %.
  6. Klimamodellerne forudsætter at luften opvarmes mere i ca. 10 km højde i de tropiske egne – de såkaldte Hotspots. Imidlertid har målinger ikke påvist Hotspot i 10 km højde. Det er enten fejl i målingerne eller fejl i teorien.
  7. Satellitmålinger viser ingen forøget temperaturændring genne 80´erne, som klimamodellerne viser.
  8. Amerikanske og russiske forskere har ved gennemgang af deres måleresultater ikke fundet nogen målelig forskel i temperatur i de polare egne.
  9. Målinger af tidligere temperaturændringer viser, at CO2 stigningen kommer senere end temperaturstigningen –
  10. Metans rolle er sikkert undervurderet. Bl.a. viser målinger, at der dannes en stigende mængde metan fra rismarker. Forskere har påvist, at metanindholdet er tredoblet de seneste 200 år.
    De seneste år er metanindholdet i atmosfæren faldet, hvilket sættes i forbindelse med en nedgang i de tropiske skovarealer, idet planter fordamper metan. Fra rummet kan man se en fane af metan over regnskovsarealerne. (Kilde: Nature, jan 2006)
  11. Dimethylsulfid dannes i store mængder af havets plankton. Dette stofs nedbrydningsprodukter kan måske have en væsentlig betydning for jordklodens klima. (Gaia-teorien.)

Til top

Klima-indoktrinering – fælles uvidenhed gør stærk

Når klimadebatten er blevet så populær at sige noget om i alle kredse, skyldes det sikkert det enkle budskab:

a) Der er 1 enkelt klimafaktor – CO2 – som skyldes menneskelig aktivitet!

b) Det mellemstatslige organ, IPCC, udvælger medlemmer politisk.
Medlemmerne skal ikke forske i klimaspørgsmål, men derimod skal de læse, hvad klimaforskere skriver.
Udvælgelsen at medlemmer afhænger af, hvilke opgaver man skal se på.

c) IPCCs medlemmer skal ikke forske, men læse hvad der findes af forskning på de udvalgte områder, de skal beskæftige sig med.
Den første konklusion var ikke overraskende, at det var den CO2, der dannes ved forbrænding af fossil energi, der er skyld i skyld i klimaændringerne!

d) Alle andre klimafaktorer ignoreres stort set, hovedansvaret lægges på menneskehedens brug af fossil energi.
Denne forenklede tankegang er faglig forkert, der er andre klimafaktorer der har en større effekt.

e) Klimafolk overser, at CO2s drivhuseffekt falder drastisk med koncentrationen. Effekten beregnes efter formlen:
Watt varmeeffekt pr. kvm = 5.35 * ln (grader C)
De første 20 ppm (parts pr. million) havde en effekt på ca. 16 watt/kvm
20 ppm fra (420 ppm – 400 ppm) = ca. 0.3 Watt.
Det er fra den lave ende man får en effekt af at begrænse CO2-udslippet, forbruget af fossil energi er større, end de politiske mål

f) Det største problem er forøgelse af forbrug af fossil energi, der igen afhænger af forøgelsen af befolkningstallet.

g) De 4-5 varmeperioder som kloden har oplevet siden sidste Istid, ignoreres totalt. Hvad var årsagen?
Det ville være interessant at få oplyst, hvordan koralrev og isbjørnetallet var i disse varmeperioder?
Men det er klimaparnasset ikke interesseret i? Hvis vi ser bort fra det subtropiske klima for ca. 8000 år siden (holocæn), der skyldes orbitale forhold, så burde der være interesse for årsagerne til at Bronzealderen,
Romertiden, den minoiske periode og Vikingetiden, var varme perioder, hvor kunst, kultur og viden blomstrede op. I Vikingetiden dyrkede man korn og grønsager på Grønland, medens Erik den Røde rustede sig til at sejle til Amerika.
I Danmark var vandstanden dengang meget højere end i dag, hvilket bla. gjorde det muligt at bygge og søsætte vikingeskibe i Jelling!

h) Sommeren 2018 var ikke et eksempel på klimaændring som DNs fortæller, sommeren i 1947 var lige så varm og tør som i 2018.
Også i nyere tid har vi haft varmeperioder, bla. i 1930-erne, hvor isen smeltede i Arktis så man kunne sejle nord om Rusland uden isbrydere, man kunne dyrke korn og grønsager (jordbær!) i Grønland!
Klimavidenskaben vil eller kan ikke forklare hvad årsagen til denne varmeperiode er, måske fordi klimapanelet IPCC har fået et kommissorium der siger de kun skal beskæftige sig med den menneskelige faktor!

Lidt kildemateriale:

  1. Prof. emer. Freeman Dyson, Princeton om klimamodeller m.v.

  2. Koralrevenes død

  3. Issmeltning i Grønland

  4. Indlandsisen

  5. Afsmeltning i Grønland

  6. Fra Kamikposten

  7. Kvant.dk

  8. Klimarealisterne

  9. Grønlands klimaforandringer

Til top

Solpletteorien – og andre teorier

Der er imidlertid andre forklaringer på klimaændringerne, der ser ud til at give en mere sandsynlig forklaring.
Solen er en variabel stjerne, hvor der sker periodemæssige ændringer i energiudstråling og dermed øver indflydelse på klimaet. Ændringerne ligger i størrelsesordenen under 1 %.
Solens magnetfelt varierer i perioder ret meget. De seneste 100 år har magnetfeltet vokset med en faktor på 3.5. Det giver ifølge solforskere en større energiudstråling og dermed en forøgelse af den globale temperatur.
Årsagen til denne uforudsigelige ændring er ikke kendt.
En dansk forsker, Eigil Friis-Christensen fra DMI, har sammen med Knud Lassen og Henrik Svensmark, fundet en sammenhæng mellem variationer i Solens solpletcyklus og Jordens klima.
Variationerne følger solpletperioden, der i gennemsnit er på ca. 11 år, men varierer mellem 8 og 17 år. Lange perioder falder sammen med kuldeperioden.
Solens aktivitet følger en overordnet kurve, der topper med ca. 88 års mellemrum.
I øjeblikket er vi på toppen af 11 års perioden, men vi er også på toppen af 88 års perioden – solen er altså ekstremt aktiv netop nu.
Det kunne forklare de ekstreme varme år, vi har set i 90´erne.
Fra midten af 16-hundrede tallet til begyndelsen af 17-hundrede tallet, var solens aktivitet meget lav. I denne periode var det koldt på jorden – det var den såkaldte “lille istid”. Det faldt sammen med køligt klima, og bl.a. derfor kunne svenskerne gå over isen, og falde den danske hær i ryggen. Det var bl.a. medvirkende årsag til, at vi tabte Skåne, Halland og Blekinge.
Det var de danske forskere, der først påviste sammenhængen ved studier af borekerner fra isen på Grønland.
I isen kan man beregne Jordens klimatiske forhold gennem tiderne.
Mekanismen er følgende:
Solvinden er årsag til at der dannes et beskyttende lag omkring Jorden – magnetosfæren -, der opfanger en del af den kosmiske stråling, bombarderer Jorden ustandseligt.
Ved få solpletter udsendes ikke så mange partikler fra Solen. Det beskyttende lag om Jorden formindskes, hvilket forårsager, at Jorden udsættes for en forøget mængde kosmisk stråling.
Den danske teori går ud på, at kosmiske partikler kan forårsage skydannelse i luftlag, hvor der er overmættet vanddamp. Strålingen danner et stort antal ioner, der kan virke som dråbedannere. Forskningen giver højst forskellige resultater.
En anden teori viser en anden og stærkere sammenhæng mellem kosmisk stråling og global temperatur. Forskere har foreslået, at Solens ultraviolette stråling gennem vekselvirkning med ozon i stratosfæren påvirker placeringen og stabiliteten til de store subtropiske højtryk. Disse højtryk kontrollerer blandt andet mængde og fordeling af de afkølende, lave skyer.
Den forøgede skydannelse har en nedkølende effekt.
I www.videnskab.dk skriver Af Jens Holbech, Det Naturvidenskabelige Fakultet, AU om Mads Faurschou Knudsen, Bo Holm Jacobsen fra Geologisk Institut, Aarhus Universitet, samt Peter Riisager fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) forskning, der kaster nu et nyt og overraskende lys over Solens forhistoriske variationer:

«Det er velkendt, at Solen pulserer i cyklusser med forskellig længde. Det nye og overraskende i vores forskning er, at vi med en særlig beregningsteknik dokumenterer, at Solen har haft længere perioder, hvor de rytmiske variationer har været specielt udtalte, mens variationerne kun var svagt tilstede i andre perioder.
Helt præcist betyder dette, at Solens cyklusser på 220 og 400 år var meget udtalte mellem 6000-4500 samt 3000-2000 før nu, mens den såkaldte Gleissberg cyklus – som varer 88 år – især var markant i perioden 6000-4000 før nu. Solens puls var derimod betydeligt svagere i andre perioder,»

Om Solens puls i: www.videnskab.dk

Jordens gennemsnitstemperatur følger variationen i solpletperioden og kan ikke negligeres som en væsentlig klimafaktor.
Sammenhængene er meget komplicerede og meget langt fra opklarede.

Grafen viser sammenhængen mellem variationerne i solpletperioden og den globale temperatur.
Kurven viser udviklingen gennem de seneste 100 år.
Er sammenhængen tilfældig eller en fysisk realitet?
Sammenhængen har meget høj signifikans – dvs. statistisk sandsynlighed for at den er reel.

Teorien giver en simpel forklaring på det forhold, at den globale temperatur faldt i perioden fra 50´erne til 70´erne, hvor CO2-indholdet steg kraftigt p.g.a. den stærke industrialisering.
Kurven viser også, at den største temperaturstigning fandt sted 1890 – 1940 – et forhold, der ikke kan forklares med CO2-teorien.
De seneste års varme somre giver optimisme for teorierne om menneskeskabte klimastigninger, hvis man undertrykker tallene for de meget strenge vintre, som vi har haft i samme tidsperiode.
Nutidens klimaforskere vil hellere beskæftige sig med den uhyre korte tidsperiode, hvor den store globale anvendelse af fossil energi tog fart. På figuren ses denne periode i den yderste højre del af figuren.

Kurverne viser temperaturen gennem de seneste ca. 1100 år. Selv om temperaturen er stigende gennem de seneste 200 år, er vi endnu ikke i 1999 nået op i nærheden af de varmegrader, der herskede i perioden for 1000 år siden – og hvor man ikke anvendte fossile energikilder eller udledte drivhusgasser i nævneværdigt omfang.
Ingen klimamodeller kan forklare dette forhold.
Historien viser, at vi ikke kan konkurrere med naturens kræfter.

Selv om drivhusteorien viser, at den menneskeskabte forurening med drivhusgasser ikke har målelig effekt på det fremtidig klima, er det dermed ikke givet grønt lys for fortsat forbrugsfest med de fossile energikilder.

Til top

Pacific Decadal Oscillation – PDO-teorien

Stillehavets Decadal Oscillation – PDO – er et internt skifte mellem to lidt forskellige omsætning mønstre, der opstår hver 30. år, eller så i det nordlige Stillehav. Det var oprindeligt beskrevet i 1997 i forbindelse med lakseproduktion.
Det har en positiv (varm) fase, der har en tendens til at opvarme landmasser på den nordlige halvkugle, samt en negativ (kold) fase. I modsætning til den kortere El Niño cyklus er PDO sværere at observere, og er derfor mindre kendt. Svingningen kan ses som en langsom svingning i Stillehavets gennemsnitstemperatur, som i begyndelsen af det 20. århundrede fik overfladetemperaturen til at falde til et lavpunkt i 30’erne, hvorefter de steg for at nå en top i 70’erne og derefter falde gradvist igen.
Ligesom El Nino og La Nina svingningerne i den tropiske del af Stillehavet (også kaldet El Nino – Southern Oscillation, eller ENSO), repræsenterer PDO to forskellige gennemsnitlige tilstande, som ocean-atmosfære-systemet synes at have svært ved at vælge mellem. Men hvor ENSO ændres efter få år, sker PDO ændringer hvert tredivte år eller deromkring. Denne lange tidshorisont gør PDO til en potentiel central aktør i klimaændringer.
Faktisk er PDO afgørende for vores forståelse af den globale opvarmning. Dette skyldes en ændring i vejret omløbsmønstre kan forårsage en mindre ændring i den globale gennemsnitlige skydække. Og da skyerne udgør den største enkeltpost på intern kontrol med de globale temperaturer (gennem deres evne til at reflektere sollyset), en ændring i skydækket i forbindelse med PDO forklarer måske de fleste af de klimaændringer, vi har set i de sidste 100 år eller mere.
For eksempel,«Den store klimaændring af 1977» efter, da PDO gik fra negativ til positiv fase, begyndte den arktiske region at opvarmes. Satellitovervågning af den arktiske havis netop er sket for at begynde snarest derefter (i 1979), og som kendes fra nyhedsmediernes rapporter, vil de årlige sommersmeltningssæson, har oplevet en gradvis tab af isdækket siden da. I slutningen af 2007 åbnede Nordvestpassagen, en sjælden begivenhed, der tillader skibene at rejse den relativt korte afstand mellem Atlanterhavet og Stillehavet gennem det arktiske område.
Men selv om opvarmning og tab af arktiske havis i de sidste 30 år er populært tilskrives menneskelig produktion af kuldioxid fra fossile brændstoffer, fandt lignende begivenheder sted i 1920’erne og 1930’erne, med forsvindende havis, skiftende dyrelivsmønstre, og åbning af Nordvestpassagen i 1939 og 1940. Arktiske temperaturer var lige så høje som de er nu.
I slutningen af 2008 ser det ud som om vi kunne have gået ind i en ny, negativ (køling) fase af PDO. Kun tiden vil vise, om dette mønster fortsætter.

Kilde til grafik: Roy Spencer om PDO

Til top

3.6 km iskerne fra Antarktis røber fortidens klima

Fra Vostoks iskerne

Gennem den seneste million år har Jorden skiftet mellem 100.000 år lange istider og ca. 15.000 år lange mellemistider. De seneste startede for henholdsvis 18.000 år, 135.000 år, 245.000 år og 335.000 år tilbage i tiden.

Forskerne hælder til den anskuelse, at de naturlige forandringer mellem kulde og varmeperioder i gangsættes af ændringer i Jordens bane omkring Solen. Iskerneforskningen har givet en mængde uvurderlige data fra fortidens klima.
Kurverne viser sammenfald mellem temperaturen og det atmosfæriske CO2-indhold.
Man kan ikke på den grove opløsning se, at temperaturen stiger før CO2-indholdet – og modsat ved temperaturfald. Al Gore benyttede i sin præmierede klimafilm kurvesammenfaldet som bevis for drivhusgassernes effekter, men bevisførelsen er falsk – det er temperaturen, der styrer klimaet – ikke omvendt.
Kurverne stammer fra Vostok-iskernen. Tilsvarende resultater er målt i den grønlandske is, hvor bl.a. de danske forskere Dorthe Dahl-Jensen og Jørgen Peder Steffensen har gjort sig gældende i international sammenhæng.
Studier af iskerner fra Antarktis viser, at kuldioxid og metan (CO2 og CH4) spiller en væsentlig rolle i overgangsperioderne. Der viser sig en markant stigning af disse drivhusgasser i begyndelsen af mellemistids-perioderne og følger temperaturændringerne. Drivhusgasserne forstærker en allerede igangsat proces.
Senere i perioden forstærkes ændringerne af afsmeltningen af ismasserne, der giver mindre refleksion af solstrålingen.

Palæoklimatisk forskning


er forskning i fortidens klimaændringer.
Man ser at temperaturen har været højere end i dag under Vikingetiden og i Bronzealderen.
Don Easterbrook viser 10 klimaforløb, hvor CO2 ikke kan have spillet nogen rolle i anledningen af Al Gores meget omtalte film.
Andre metoder har afsløret Jordens klima mange millioner år tilbage. Sammenhængen mellem den globale temperatur og atmosfærens koncentration af CO2-indhold ses på figuren, hvor man ser at atmosfærens CO2-indhold har varieret endog meget gennem tidsperioderne.
I perioder har kuldioxidindholdet været 10-20 gange større end det nuværende niveau, men der ser tilsyneladende ikke nogen sammenhæng mellem CO2-indholdet og den globale temperatur, hvilket er naturligt, da drivhuseffekten falder i takt med øget koncentration.
Kilde: Don J. Easterbrook

Andre faktorer har spillet ind som vist i første afsnit på siden.
En af de nyeste teorier er, at solsystemets placering i Galaksen har stor betydning for klimaet. Solsystemet kredser hurtigere rundt i galaksen end galaksens spiralarme, hvor stjernekoncentrationen er højest.
I spiralarmene bliver Jorden udsat for langt flere kosmiske stråler end når vi befinder os udenfor spiralarmene. Det er de kosmiske stråler, der gennem deres skydannende evne spiller en afgørende rolle for Jordens klima.
Hele solsystemet “hopper” op og ned i Gaslaksens plan med en periode på 30-40 mio. år. Når vi er udenfor galaksens plan, hvor der ikke er stjerner, falder det sammen med varmeperioder, medens ophold i mælkevejens plan med mange stjerner resulterer i kolde perioder. En af ophavsmændene til denne teori er den danske forsker, Henrik Svensmark – se senere.

Til top

IPCC´s 3. rapport 2001 – sammendrag af 1. arbejdsgruppe

Den 3. hovedrapport fra IPCC udkommer ca. juni 2001. Et sammendrag beregnet til politiske beslutningstagere foreligger for 1. arbejdsgruppe. Den kan læses/hjemtages på det viste link.
Sammendrag IPCC-rapport 2001 kan hentes i PDF-format under afsnittet her.
3. hovedrapport vil bidrage til en værdifuld samling af mange forskeres arbejder indenfor mange grene af klimaforskningen. Selv om rapporten ikke er udkommet endnu ultimo april 2001, kan der alligevel konkluderes følgende på baggrund af det sammendraget og andre artikler.
I 1996 nævntes den menneskelige andel i klimaændringen som skelnelig. Nu er ordvalget strammet noget op, idet man nu mener at størsteparten af temperaturstigningen de seneste år skyldes menneskets aktiviteter.
Det bygger ikke på ændrede måledata, men man har revurderet nogle af de faktorer, der indgår i klimamodellerne.
Man regner med en gns. stigning i den globale temperatur på 1.4 – 5.8 °C gennem de næste 100 år med 2.5 °C som det mest sandsynlige – mod tidligere anslået på 1 – 3,5 °C.
Det skyldes ikke ændringen i den udledte CO2, men i ændringer i de udførte scenarier. Ved den største ændring regnes med 25 % større udledning af CO2. Desuden regnes nu med en halvering af partikeludledningen, hvor man tidligere regnede med en fordobling. Partikeludledning/ aerosoler regnes at have en negativ drivhuseffekt.
Det lyder ikke sandsynligt at man gennem de næste 100 år kan forøge forbruget af fossil energi så kraftigt.
Man regner med en stigning i vandstanden gennem det næste århundrede på 30 – 50 cm – lidt mindre end forrige rapport.
Stigningen skyldes ikke afsmeltning af polernes islag, men vandets udvidelse. Miljøstyrelsen forudsagde i 1989 en stigning på 500 cm!
Det har været nævnt at Antarktis iskappe ville bryde sammen gennem de næste 100 år. Det afvises i rapporten som meget usandsynligt.
Man erkender, at det ikke er påvist ændringer i ekstreme vejrforhold såsom hyppighed af orkaner, tordenvejr o. lign. Det blev postuleret i rapporten fra 1996, men har ikke kunne bekræftes i vejrstatistikken.
IPCC erkender nu at Solen spiller en rolle for klimaændringerne. Man angiver Solens rolle for klimaforandringerne til 1950 for 50 % – og 20 % af udviklingen de seneste 30 år.
Man medtager alene direkte ændringer i Solen udstråling – Solens varierende magnetfelt udsendelse af UV og kosmisk stråling medtages ikke.
Mange solforskere mener nu, at det netop er disse ændringer, der har den største indflydelse på skydannelse og dermed på klimaet.
Klimarapporten er skrevet af over 120 hovedforfattere med bidrag fra yderligere flere hundrede. Kun en enkelt solforsker er der fundet plads til i panelet.
Solforskere har derfor ikke været involveret i høringsrunden forud for rapportens endelige udformning. Det er ikke helt betryggende, men det bliver der sikkert rettet op på fremover.
IPCC har set på teorien om de kosmiske strålers indflydelse på skydannelse og har efter nøje vurdering ikke fundet nogen sammenhæng. Her henvises til et arbejde af Kuang et al..
Det er også rigtigt for skydannelsen i 10-15 km højde, hvor meteorologerne forventer at se en evt. virkning, da luften her ioniseres mest. Denne konklusion tager ikke hensyn til atmosfærens egenskaber og vil uden tvivl blive udsat for stærk kritik.
Man undlader at nævne, at Kuang fandt en sammenhæng i skydannelsen i de lavere område af atmosfæren, som også Svensmark / Marsh m.fl. har fundet. Her er fugtighedsgraden tilstrækkelig høj til skydannelse.

Til top

Nyt fra klimaforskningen 2001 – 2008

De fleste klimamodeller forudsiger at en opvarmning af Jorden pga. stigende mængder klimagasser, vil være størst ved Polerne. I medierne har man den seneste tid berettet om tydelige beviser herpå i Antarktis, hvor store isbjerge er knækket af.
Fra perioden 1979 til 1998 er Jordklodens gennemsnitstemperatur steget med 0.02 grad om året.
Målinger viser at det tværtimod bliver koldere på Antarktis (Sydpolen, McMurdo området). Siden 1986 er der årligt sket et fald på 0.07 grader.
Andre målinger har påvist at isen på Vestantarktis er blevet tykkere de seneste ca. 15 år. (Kilde: P.T. Doran m.fl. Antarktic climate cooling and terrestrial ecosystem response. Nature, 31.1.2002 415, 517 – 520. R.B. Alley, 2002 On thikening ice?) Science, 295.
Hidtil er der ikke givet nogen fornuftig forklaring på fænomenet. Men noget tyder på at klimamodellerne fortsat skal på værksted.

National Atmospheric and Oceanographic Administration (NOAA) opsender satellitter til måling af Jordens klimatiske tilstand. De har gennem flere år målt en afkøling af den nedre del af det luftlag, der kaldes troposfæren, der befinder sig ca. 3.5 km over overfladen.
Målingerne er i strid med klimamodellerne, der forventer en stigende temperatur, og støtter de klimaforskere der mener, at den menneskeskabte drivhuseffekt er uden målelig betydning for Jordens klima.
Der er dog sået lidt tvivl om disse målinger. Det kan f.eks. være tale om målefejl begrundet i at satellitten taber højde. Der er grund til at tage resultatet med noget forbehold.

Danske målinger i iskerner i Grønland (GRIP projektet) har kastet nyt lys over fortidens klima, der vil betyde, at klimamodellerne skal ændres igen. Man har fundet at Istiden var 23 grader koldere end nu, det er 10 grader koldere end klimamodellernes forudsigelser.. Data strækker sig 50.000 år tilbage.
For 5000 – 8000 år siden var det 2.5 grader varmere end i dag.
Resultaterne fra iskerneforskningen viser, at den lille Istid er delt i 2 perioder – fordelt på årene 1500 og i 1850.
De sidste 20 års globale opvarmning er ikke slået igennem i Grønland – endnu.
[Kilde: Dorthe-Dahl Jensen m.fl., Niels Bohr Instituttet, geofysisk Afdeling. ]

Solens indflydelse på klimaet er en stadig tilbagevendende diskussion. Mange forskere har lagt stort arbejde i at bevise og modbevise teorien. I tidsskriftet Science, dec. 2001 publicerede forskerne G. Bond og medarbejdere et arbejde med 2 isotoper, C-14 og Be-10, som dannes i den kosmiske stråling. De har undersøgt aflejringer i drivis 11.000 år tilbage. Her har de fundet sammenfald mellem 9 kolde perioder, der faldt sammen med solpletminima.
Resultaterne bekræfter Friis-Christensen/Svensmarks teori. Den fulde forklaring på at effekten har så stor virkning på temperaturen er endnu ikke klarlagt. Bond foreslår at cirkulationen i stratosfæren er en mulig forklaring pga. ændringer i absorption af ultraviolette stråling. Måske påvirkes havstrømmene pga. tilførsel af ferskvand med drivisen.
[ Kilde: Science 2001. G. Bond, J. D. Haigh, D. T. Shindell m.fl.]

Variationer i ultraviolet stråling fra Solen ser ud til at have en betydelig effekt i temperatur og kemisk sammensætning i atmosfæren og fører til forandringer i ozonmængden. Solens magnetfelt er med til at styre mængden af de lave skyer. Begge effekter indgår ikke i den seneste IPCC-rapport (3.)

Man hører ofte at IPCC er helt enige i at den menneskeskabte indflydelse er hovedansvarlig for de målte klimaændringer. Dr. Richard Lindzen er en af hovedforfatterne for 7. kapitel i klimarapporten. Han udtaler personligt at den menneskelige betydning frem til år 2100 vil være mindre end 1 grads opvarmning. Det samme synspunkt giver James E. Hansen udtryk for.

NASA – USA´s rumfartsadministration, har målt, at solens udstråling er øget med 0.05 % for hver 10-år siden 1979.
Denne oplysning er modsat af, hvad mange forskere har antaget. Man har regnet med, at solens aktivitet ikke er steget nævneværdigt i denne periode.
Undersøgelserne tyder på. at Solens rolle i den globale opvarmning er langt større, end mange hidtil har regnet med.
De fleste forskere er enige i, at Solens udstråling er øget ganske betragteligt i perioden fra 1700-1950, og det er den effekt, der forklarer den globale temperaturstigning i den nævnte periode.
Man har derefter antaget, at menneskeskabte effekter bærer hovedskylden for den globale opvarmning fra 1950 og fremover – med undtagelse af solteorien som danske forskere har lanceret.
En øget solaktivitet bidrager til en øget udstråling i det ultraviolette område, denne del af strålingen har ganske store klimatiske effekter.
Ikke alle forskere tror på det holdbare i NASA´s målinger.
Hvis målingerne holder stik må alle klimamodeller revideres kraftigt. Se deres tophistorie fra 10.3.2003 på:
NASA´s TOP STORY d.20. marts 2002
Til top

Fra klimaforskningen 2003 – 2013

Har IPCC begået en bommert?
IPCC´s scenarier danner grundlaget for Kyotoprotokollen i 1997, der i diverse scenarier spår, at middeltemperaturen på jorden vil stige med mellem 1,4 og 5,8 °C, som følge ad den menneskelige påvirkning i tidsrummet 1990 – 2100.
Svenske geologer er overrasket over, at klimapanelet ikke har undersøgt om der faktisk findes så meget olie og gas som de har lagt til grund for deres modeller.

Global Dimming er et fænomen, som nogle forskere mener, man ikke har taget tilstrækkeligt hensyn til – se f.eks. her:
FN´s klimapanel (IPCC) og den omdiskuterede Kyotoaftale baserer sig ukritisk på argumenter, der ikke viser sig at holde stik på rent videnskabeligt plan, hævdes det fra en ny studie.
Dels undervurderes temperaturen i en periode i middelalderen fra ca. år 800 til år 1300 – hvor temperaturerne ser ud til at have været ca. to grader varmere end dagens gennemsnitstemperatur, det viser en studie af Stephen McIntyre og Ross McKitrick, som er henholdsvis statistikekspert og professor i økonomi ved University of Guelph i Ontario, der har lagt deres resultater ud på nettet:

Globale temperaturer i vikingetiden, hvor man kan hente yderligere oplysninger om undersøgelserne.

Michael Mann’s studier over fortidens klima viser, at nutidens temperaturstigning er uden fortilfælde – et af IPCC´s bedste beviser for den menneskelige faktor for klimaændringerne. Manns kurve over temperaturudviklingen kaldes ofte for Hockeystaven – eller køllediagrammet.
Mann må have erkendt fejlen i sit studie, da han i fagbladet Nature har fået optaget en korrektion.

Michael E. Mann, Raymond S. Bradley og Malcolm K. Hughes Corrigendum: Global-scale temperature patterns and climate forcing over the past six centuries, Nature, s. 105, 1. juli 2004; doi:10.1038/nature02478.

Et par artikler om emnet fra anden side:

Norsk forskning – temperaturudvikling 1000 år
Hockey-stick
Hockey-stick Corrigendum vs. addendum. Artikel i tidsskriftet – Norsk forskning.

Solpletteorien anno 2004.

Direkte observationer af solpletantallet findes kun for de seneste 400 år. I sidste halvdel at 1600-tallet og i starten af 1700-tallet var der meget få solpletter. Perioden er kendt som The Maunder Minimum faldt sammen med et meget koldt klima i Europa. Se ovenfor vedrørende teorierne om sammenhængen mellem den globale temperatur og antallet af solpletter.
Man kan imidlertid ad indirekte vej beregne solpletantallet tilbage i fortiden. Det gør man ved at studere radioisotoperne beryllium-10 i iskerner og kulstof-14 i træers årringe.
Sami Solanki fra Max-Planck-institut für Sonnensystemforschung i Tyskland har beregnet solpletantallet 11.000 år tilbage i tiden.
Det mest interessante er, at man skal 8.000 år tilbage i tiden for at finde en periode med samme høje solpletantal, som vi har haft de seneste del år. Omkring 10% af tiden har det høje solpletantal været af samme niveau som i dag.
Man har fundet, at perioder med høje solpletantal ikke har varet særlig længe.
Det kan forventes at den nuværende periode med høj solaktivitet ikke varer dette århundrede ud, hvis Solen opfører sig som i tidligere perioder. (Kilde: Nature 28.10.2004.)

Proxydata for temperatur og solcykluslængde –

Orkaner o.a. vejrforhold

Kejserens nye klimaklæderProf. Jens Ulrik Andersen i JP

Om fordelen ved klimaændringer .

5200 års forskning vedrørende NAO – Nordatlantisk Oscillation

1400 års klimaforskning

Klimamodeller viser forkert

Mere is på Antarktis  Ingeniøren

 Der har aldrig været mere is på Antarktis  Artikel i Jyllands-Posten

Polhavet blomstrer. Artikel i forskning.no

Klimatolog i hardt vær..Artikel i forskning.no om prof. Ole Humlum

CO2 i iskerner. Artikel i Scientific American.

17 års pause i den globale klimaændring. IPCCs præsident Pachauri.

Prof. Franzen om klimaændringerne – universitetet i Gothenburg.

  • Til top
  • IPCCs 4. klimarapport 2007 – nu med 650 / 700 skeptikere
  • I 2007 udsendte IPCC 3. delrapport, der omhandler om modvirkning af klimaforandringer.
    Rapporten mener at det er muligt at modvirke de stigende udledninger af drivhusgasser, hvis man griber effektivt og målrettet ind.
    I sin 2007-rapport anslår IPCC at havniveauet i løbet af dette århundrede kan stige med omkring 30 centimeter – lidt varierende efter hvilke forudsætninger, der lægges ind i beregningerne.
    Det er ikke ubetydelig havstigning, men svarer omtrent til den samme havniveau, vi har haft fra 1860 til i 2007. Uden at det har forårsaget nogen katastrofer.
    I den 3. rapport var IPCCs hovedbevis for at klimaændringerne skyldes menneskelig aktivitet den såkaldte hockey-stick- kurve af Mann m. fl. Dette bevis er for længst afvist, men IPCC mener man har andre beviser, så derfor er det altså muligt at påvirke klimaet ved at bremse op for udledningen af klimagasserne kuldioxid og metan.
    I energisektoren spiller atomenergien en nøglerolle som alternativ til fossil energi, der er hovedleverandøren til den menneskelige CO2-udledning. Også vedvarende energi, lagring af kuldioxid samt effektivisering er blandt de veje, som IPCC anbefaler, man skal gå for at løse problemet. desuden indgår elementer som energieffektivisering, skovrejsning, mindskning af metanudslip etc.
    Skal den globale temperaturstigning begrænses til 2 til 2,4 °C i forhold til det før-industrielle niveau, vil det kræve stabilisering af drivhusgasniveauet i atmosfæren på 445-490 ppm CO2-ækvivalenter. (CO2 el. tilsvarende effekt af andre drivhusgasser). For ikke at overskride dette niveau skal udledningerne toppe inden år 2015. I år 2050 skal de være reduceret med mellem 50 og 85 % i forhold til udledningerne i år 2000.
    Mellem 1970 og 2004 er de samlede udledninger af drivhusgasser vokset med 70 %. Uden yderligere politiske tiltag forventes de at stige med 25-90 % i år 2030 i forhold til 2000. En af årsagerne er et voksende befolkningstal vil forbruge mere energi og at der ikke opføres atomenergianlæg eller udvikles vedvarende energi nok til at dække merforbruget.
  • Alle politikerne er positive overfor handling, men de danske politikere modarbejder det største våben til at nedsætte afhængigheden af fossil energi – nemlig atomenergien. Mange danske politikere arbejder aktivt for at nedlægge denne sektor i bl.a. Europaparlamentet, der dog med stort flertal har vedtaget at støtte atomenergien.
    Vor klimaminister arrangerede ture til den grønlandske indlandsis for diverse politikere m. følge. Efterfølgende har man fundet ud af, at afsmeltningen ikke skyldes den globale opvarmning, men at en varm tunge af Golfstrømmen har skiftet retning.
    Mindre is på Arktis følges ofte at tilsvarende mere is på Antarktis, hvor der ophobes mere is.
    Størsteparten af en havniveaustigning skyldes vandets udvidelse, når det varmes op. Afsmeltning fra Grønland vil bidrage med 3.5 cm, medens øget nedbør i Antarktis vil føre til at ismasserne på dette kontinent forøges.
    En amerikansk dokumentarfilm fra 2006 af Davis Guggenheim – “An Inconvenient Truth”, på dansk “En ubekvem sandhed” – bygger på den tidligere vicepræsident Al Gores foredrag vakte stor debat. Kritikere mente der var en række fejl. Miljøstyrelsen prøvede at udrede, hvad der var fup og fakta i filmens fremstilling på 4 punkter, men fandt ikke de mest graverende fejl. Det gjorde man i England, hvor en dommer fandt «9 ubekvemme fejl» og retten fastslog, at filmen godt kunne bruges i undervisningen, men kun hvis de ni fejl bliver omtalt og behandlet i undervisningen, idet dommeren i sagen vurderede, at visning af filmen uden omtale af de ni fejl ville bryde dele af uddannelsesloven.
    Nogle heftede sig ved, at Al Gore var storforbruger af fossil energi, anvendte privatfly og et elforbrug på 221.000 kWh årligt i sine mange ejendomme etc.
    Eksempler på fejl i hans fremstilling:
  • Årsagen til at sneen på Kilimanjaro i Afrika er forsvundet er på grund af menneskeskabte klimaændringer.
    Målinger viser, at temperaturen i området er ikke steget, men det er blevet mere tørt.
  • Udtørringen af Chad-søen skyldes drivhuseffekten.
    Det skyldes i følge eksperter snarere udtørring, overgræsning og befolkningstilvækst.
  • Golfstrømmen vil forsvinde…
    Det afviser videnskaben som usandsynligt.
  • Isbjørne er begyndt at drukne, fordi de nogle gange må svømme op til 100 kilometer for at finde is.
    Sandheden er imidlertid, at antallet af isbjørneindivider på kloden er øget fra ca. 5.000 i 1960-erne ca. 25.000 i dag.
    Jagt er den faktor, der påvirker bestandene mest. Ifølge en canadiske isbjørneksperter er der ingen fare for udryddelse af isbjørne p.g.a. en højere temperatur. Canada er hjemland for 2/3 af Verdens isbjørne.
  • Iskerneforskningen viser, at CO2 har styret fortidens klima
    Målingerne viser, at det er klimaet, der har styret CO2-indholdet, ikke omvendt. Ian Clark m. fl. har fundet en tidsforskel på adskillige hundrede år mellem CO2-stigningen og temperaturkurven.
    Detalje fra iskerneforskningens resultater.
    Årsagen til at CO2 halter bagefter kan skyldes flere ting – havets opløsningsevne ændres med temperaturen – og mikroorganismernes evnet til at omsætte organisk stof i jordbunden er temperaturafhængig – se artikel andet sted på siden.
  • etc.
  • Al Gores film vakte berettiget opstandelse og han fik for sit engagement en halv freds-nobelpris sammen med Rajendra Pachauri fra FNs klimapanel IPCC.
    Figuren til højre stammer fra et indlæg af Svensmark, der mener at de kosmiske stråler har stor effekt på klimaet.
  • Et stigende antal forskere er imidlertid skeptiske overfor IPCCs tolkning af CO2s rolle som klimagas, som man mener, er overdrevet og til gengæld undervurderes andre naturbetingede klimafaktorer.
    De kaldes for klimaskeptikere, medens IPCCs tilhængere kaldes for klimaalarmister.
    En klimaskeptiker benægter således ikke drivhusgassernes effekter, men mener at andre effekter som Solens indirekte klimaeffekt er større ned den, som IPCC tillægger den.
    Man fremhæver, at CO2 kun er en svag drivhusgas, der kun kan absorbere et smalt spektrum af varmestrålingen, medens vanddamp, som findes i 100 gange større mængde, er en langt mere effektiv drivhusgas, der endda overlapper den de bølgelængder, som CO2 har effekt overfor. Desuden mener man, at diverse klimamodeller er upålidelige, bl.a. kan de ikke håndtere skydannelsen, som er den største enkeltfaktor for klimadannelsen.
    En kendsgerning er det da også, at der er større sammenhæng mellem solaktiviteten og klimaændringer end mellem CO2-indholdet i atmosfæren og den globale temperatur, der for øvrigt toppede i 1997 og er siden faldet en smule. Nogle mener det skyldes effekten fra La Niña, andre mener det kan skyldes, at solaktiviteten toppede omkring årtusindskiftet og har været for nedadgående.
    Når CO2-feed-backeffekten er beskeden, må hovedeffekten have andre årsager, her er den største vanddamp den mest sandsynlige. Der er ca. 100 molekyler for hver CO2-molekyle, desuden er vanddamps absorbtionsspektrum langt bredere end det ret beskedne interval, som CO2 kan optage.
    Enkelte skeptikere peger på, at klimamodellerne er upålidelige, idet de forudsætter en fortsat stigning af den globale temperatur, medens den gennem de seneste 10 år har været stagnerende eller faldende.
    Desuden peges der på, at man baserer sig på temperaturen ved overfladen – og ikke har foretaget målinger i forskellige vanddybder.
  • De nævnte (650) 700 forskere har anført kritik af IPCC på enkelte punkter – de kan findes her:
  • U.S. Senate Minority Report Update: More Than 650 International Scientists Dissent Over Man-Made Global Warming Claims
    Al Gore’s An Inconvenient Truth og modstykket – “The Great Global Warming swindle” er eksempler på, hvor stor uenigheden er blandt eksperter og pseudoeksperter. Skal man være velorienteret må man orientere sig om, hvad begge lejre mener og fremfører som argumenter.
  • Nogle få eksempler på, hvor kompliceret klimadebatten er, kan f.eks. ses på følgende links:
    Nogle mener at skove har en afkølende effekt – andre mener det modsatte. Et par få links viser lidt om uenigheden
  • Klimabedrag.dk v. hovedredaktør Carl Friis-Hansen. Mange artikler og flere hundrede sider debatstof m.v.
    Dagbladet, Norge
    Artikel fra Norsk forskning
    På Youtube kan man finde mange eksempler på divergerende opfattelser – bl.a.:
    – Klimaskeptikeren Richard Lindzen, som har leveret betydelige bidrag til IPCC:
    The great global warming swindle
    An Inconvenient Truth Al Gores film – uddrag
    An Incovenient Truth – 1.
    An Inconvenient Truth. Interview med Al Gore
    Al Gore
    Al Gore – Kongressen
  • Til top
  • CO2-bidrag fra dyrket og udyrket jord
  • Jordens mikrobielle aktivitet – en glemt CO2-faktor?
  • Der er ingen faglig uenighed om at menneskets spiller en rolle på det globale klima ved f.eks. at udlede drivhusgasser.
    Uenigheden består alene i, hvor stor den rolle er i forhold til f.eks. Solens øgede aktivitet, som man har påvist.
    I diskussionen om kuldioxid er der er imidlertid nogle løse ender i kulstofkredsløbet.
    Iskerneforskningen har givet os et detaljeret kendskab til fortidens klima, hvilket er et nødvendigt grundlag for at kunne udvikle teorier om fremtidige klimaændringer. Iskerneforskningen har bl.a. vist, at den globale temperatur og CO2-koncentrationen i atmosfæren følges ad. Det er fristende at se det som et bevis for at atmosfærens CO2-indhold styrede fortidens klima. Det er en imidlertid en forkert konklusion.
    Astrofysiker og klimaforsker Sallie Baliunas og paleoklimatolog Ian Clark, Ottava m. fl. har fundet, at temperaturstigninger ved skift mellem istider og mellemistider kommer før stigninger i CO2-koncentrationen – og samme tidsforskydning ses ved globale temperaturfald. . Man har fundet en tidsforskydning på op til 800 år mellem temperatur- og CO2-kurverne.
  • Det indikerer, at klimaet styrer CO2-indholdet i luften. Den biologiske forklaring er enkel. Jordens mikrobielle aktivitet følger ganske nøje jordtemperaturen, jo varmere, des større er nedbrydningen af jorden organiske stoffer, der ofte betegnes som humus.
    Processen, der frigør kuldioxid og mineralske næringsstoffer, kaldes for mineralisering.
    Det største humusindhold findes i de nordlige, kolde egne, de laveste findes i troperne.
    Den bakterielle omsætning af dødt, organisk materiale i jordbunden følger nøje planternes vækstrytme.
    Udviklingen af landbruget har yderligere medført andre menneskeskabte effekter på omsætningshastigheden af humus. Både kalkning, dræning og intensiv jordbearbejdning øger jordens mikrobielle aktivitet, med en forøget omsætning til følge.
    En del af den øgede CO2-emmission opfanges af planterne i form af et større udbytte, idet hovedparten af planternes CO2-optagelse stammer fra mineraliseringsprocessen – det er ikke tilfældigt, at de fleste af planternes spalteåbninger findes på bladenes underside.
    En del CO2 opløses i vandmiljøet, mens hovedparten oplagres i luftens lager af CO2. I Danmark er der gennem de seneste hundrede år forsvundet ca. halvdelen af humusindholdet i pløjelaget, det andrager i størrelsesordenen 25 tons organisk stof pr. ha, der iltes til ca. 50 tons CO2 pr. ha.
    Den samme udvikling må antages at have har fundet sted på global plan.
    En forøget omsætning i jorden er ikke uønsket, tværtimod er det grundlaget for et højere høstudbytte.
    Bidraget fra omsætningen af jordens organiske stoffer er stort. Man har f.eks. beregnet, at termitter omsætter ca. 3 gange mere CO2 via nedbrydning af dødt organisk materiale, end der udsendes fra afbrænding af fossil energi. Termitternes CO2-produktion modsvares dog af en tilsvarende binding ved ny trævækst.
    Man kan forvente, at der sker en forøget omsætning af humus, når den globale temperatur stiger, hvorved de frigøres store mængder CO2.
    En del optages i planter i form af øget udbytte, en del bliver opløst i vandmiljøet, men den største del indgår i luftens forråd af kulstof. Der findes nogle få forsøg, der viser udviklingen gennem tiden.
    På Askov forsøgsstation har man i mere end 100 år haft forsøg det samme sted med en simpel forsøgsplan:
    a: Ugødet
    b: Husdyrgødet
    c: Mineralgødskning (kunstgødning)
    Gennem en 30-årig periode har man undersøgt, hvor stor ændringen var i jordens humusindhold.
    Resultatet var, at humusindholdet faldt – også hvor man tilføre staldgødning.
    Faldet var størst på brakjord og ugødede parceller, og mindst, hvor der tilførtes staldgødning.
    Konklusionen må være, at den stigende koncentration af klimagassen kuldioxid i atmosfæren i første række skyldes afbrænding af fossilt brændsel, men et ikke ubetydeligt bidrag kommer fra naturen selv. Medens vi kan regulere på afbrændingen af fossile energikilder, er det ikke let at regulere på jordlagets bidrag, uden at man nedsætter fødevareproduktionen drastisk.
  • Til top
  • Lidt kildemateriale, dokumentation og læsestof

  1. IPCCs fejltagelser

  2. Prof. Solheim, Norge om drivhuseffekten

  3. Skeptikerside om Medieval-varmeperioden

  4. Varmeperioder – Sciecde and Public Policy.org

  5. Wikipedia – seneste 100 års temperaturer

  6. Wikipedia – Hockey-stick kongrovers

  7. Nigel Calder. Den maniske sol.

    Bog om de danske forskere Eigil Friis-Christensen, H. Svensmark og Knud Lassens forskningsresultater. ISBN 8700 297186

  8. Charlotte & Aksel Wiin-Nielsen. Klimaproblemer.

    En kritisk bog om drivhusteorien af prof. i meteorologi.

  9. Friis-Christensen, K. Lassen. Science 254.

  10. Rapport DMI 1996 Miljø & energistyrelsen 1996. H. Svensmark, Friis-Christensen.

  11. Drivhuseffekt og klimaændringer. Jes Fenger, Anne Mette Jørgensen, Kr. Halsnæs.

    Betydningen for Danmark i lyset af IPCC´s 1996-rapporter.Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

  12. Klimaproblemer og drivhuseffekten. Energistyrelsen 1995.

  13. Fremtidens klima. DMI, Trafikministeriet. 1996.

    Bl.a. med en udmærket beskrivelse af de enkelte drivhusgasser.

  14. Solen, CO2 og klimaforandringer

  15. IPCCs 4. session – sammendrag for politiske beslutningstagere

  16. Orkaner o.a. vejrforhold

  17. Orkaner i USA

  18. Gaia-teorien. Nature 16/4 87.

  19. Frank Lansener i Klimadebat – mediaval-varmeperioden

  20. IPCCs fejltagelser

  21. Prof. Solheim, Norge om drivhuseffekten

  22. Skeptikerside om Medieval-varmeperioden

  23. Varmeperioder – Sciecde and Public Policy.org

  24. Wikipedia – seneste 100 års temperaturer

  25. Wikipedia – Hockey-stick kongrovers

  26. Jordens overlevelse. James Lovelock. Bogen om Gaia-teorien. ISBN 87-567-5045-5

  27. Prof. emer. ved Princeton, Freeman Dyson om klimaændringer og klimamodeller

  28. Prof. Freeman Dyson på YouTube I +II om klimaændringer.

  29. Prof. emer. Freeman Dyson, Princeton om klimamodeller m.v..

  30. Global Warming time-out! – videnskabsfolk forbløffede.

  31. Roy Spencer om PDO

  32. NOOAs fremstilling af El Niño/La Nina – ENSO – El Nino Southern Oscillation.

  33. DMI om El Niño/ La Nina

  34. Cicerone. Nyhedsbreve fra Senter for klimaforskning.

  35. RegClim. Regionale ændringer under global opvarmning:

  36. The Sun’s Influence on Climate. Jens Olaf Pepke Pedersen, Center for Sun-Climate Research

  37. Prof. Richardt Lindzen – klimaskeptiker og klimaekspert.

  38. Solen går amok – solforskeren Pål Brekke, Norge

  39. Debatindlæg af Pål Brekke

  40. Klima – en sag for spåmænd?. R. Lindzen

  41. Natures hjemmeside

  42. Vand, CO2 og Ozon som drivhusgasser.  Stephen Gawtry – University of Virginia.

  43. Klimaside fra Systime – i pdf-format

  44. Hvorfor ændrer klimaet sig? Temanummer fra Cicero

  45. Feil om CO2 og klima og konsekvenser av klimaendringer. Af forskerne Ketil Isaksen,Rasmus Benestad, Norge d. 17.2.2004. Artikel m. 20 link

  46. Temanummer fra DMI om klimapanelet

  47. Hvorledes modvirkes klimaændringer? DMI om IPCC 2007

  48. Feil om CO2 og klima og konsekvenser av klimaendringer. Af forskerne Ketil Isaksen,Rasmus Benestad, Norge d. 17.2.2004. Artikel m. 20 link

  49. Henrik Svensmarks hjemmeside

  50. Kosmiske stråler og klimaet pdf-fil. Jens Olaf Pepke Pedersen. Center for Sol-Klima Forskning, Dank Rumforskningsinstitut 2004.

  51. Om Solens puls i: www.videnskab.dk

  52. Solen i udbrud pdf-fil. Michael J.D. Linden-Vørnle, Tycho Brahe Planetarium, og Jens Olaf Pepke Pedersen, Dansk Rumforskningsinstitut. 2004.

  53. –Realclimates hjemmeside

  54. –Climate study just hot air say critics. Artikel i New Zealand Herald

  55. RecClims hjemmeside – (Cicerone, norsk )

  56. John Dalys side om klimaspørgsmål.– Daly var ansat af den tasmanske regering, sitet vedligeholdes efter hans død.

  57. Peter Huber. Hard Green: Saving the Environment from the Environmentalist. ISBN 0465031129.

    Debatbog af advokat og civilingeniør Peter Huber, som er tilknyttet tænketanken Manhattan Institute i New York.

    Gør frelste og snæversynede miljøaktivister mere skade end gavn?

  58. Pål Brekke. Forsker ved ESA. Solen kan bidra vesentlig til klimaendringer. Cicerone nr. 2. 2001.

  59. James E. Hansen. Space Sci. rev., Suns role in long-term climate change.

  60. IPCC´s hjemmeside

    Her findes de enkelte bind i Climate Change 2007 – AR4 – (Assessment Rapport – 4) serien i pdf-format:

    Syntesis rapport

    WGI – Fysisk grundlag

    WGII – Impacts adaptation and vulnerability

    WGIII – Mitigation of Climate Change Report

    – Summary for Policymakers

    – DMIs hjemmeside om IPCC – på dansk

    Her findes de 4 bind i Climate Change 2001. Korte udgaver i pdf-format:

    wg1TARtechsum.pdf

      •  2260 kB – The Scientific Basis.

    wg2TARtechsum.pdf

      •  423 kB – Impacts, Adaption.

    wg3TARtechsum.pdf

       797 kB – Mitigation.

  61. NASAs TOP STORY d.20. marts 2002