Myter om atomenergi og elfremstilling

1. Atomenergi fører til atomvåben

Indien, Pakistan og Israel nævnes ofte som eksempel på at atomkraft fører til atomvåben.
Men påstanden har ingen hold i virkeligheden.
Pakistan har skaffet sig våbenmateriale ad andre kanaler end fra egne reaktorer, som der er fuld kontrol med. De nummererede brændselselementer oparbejdes af Canada, der leverer brændslet.
Israel har ingen atomkraftværker, og der er usikkert, om de har atomvåben. Deres militære atomanlæg i Negev-ørkenen fremstiller ikke el-energi, men kan udmærket levere plutonium af våbenkvalitet.

Indiens første forsøgssprængning skete før den første kraftreaktor blev tilsluttet nettet.
Materialet til bomben blev fremstillet i en canadisk leveret forskningsreaktor med tilhørende oparbejdningsfaciliteter.

Tværtimod viser de historiske kendsgerninger, at atomvåbnene kom før indførelse at atomkraftværker til elfremstilling.
Atomvåbenmateriale fremstilles enten fra specielle små, militære produktionsanlæg, der ikke leverer el-energi – eller det kan udvindes fra berigningsanlæg for uran, hvor berigningen fortsætter indtil det er våbenegnet.
Den seneste teknologi med berigning med laserteknik gør det måske lettere i fremtiden at fremstille våbenmateriale, men det har ikke noget med atomkraftværker at gøre.

2. De sagde, det ikke kunne ske!

Denne påstand fremføres ofte i forbindelse med uheldet på Three Mile Island og om Tjernobyl-ulykken med baggrund i f.eks. Rasmussen-rapporten (se anden side). Denne rapport er en torn i øjet på a-kraftmodstandere, da den viste små risici med atomenergien i forhold til andre teknologier, vi omgives af til daglig.
Udsagnet er usandt, da rapporten faktisk viser sandsynligheder for både 100 og 1000 dødsfald ved ulykker ved atomenergianlæg. Med sandsynligheden er utrolig lille. Se anden side, hvor sandsynligheden herfor kan ses på kurver.
Metoden, der anvendes til beregninger af denne art, bruges nu i vid udstrækning af andre teknologier, hvor der ikke tidligere har været sædvane at fortage sikkerhedsanalyser.
I forhold til atomkraften er Rasmussen-rapporten for længst forældet, da man på baggrund af driftserfaringer til stadighed forbedrer sikkerheden. De viste sandsynligheder er derfor alt for store.
M.h.t. ulykken på Tjernobyl-værkets blok 4, så er denne type ikke omfattet af Rasmussen-rapporten eller nogen andre sikkerhedsrapporter.
Vestlige eksperter har allerede tilbage i 1968 og senere i 1976 advaret stærkt mod at bygge netop denne type, der er den eneste type, der er ustabil (positiv temperaturkoefficient).
RBMK-reaktorerne er som de eneste overmodererede, idet de er grafitmodererede, men de køles med letvand, der i sig selv er en effektiv moderator (neutronbremse). Tabes kølevand vil denne reaktortype løbe løbsk – alle andre typer vil gå i stå.

3. Deponering af radioaktivt affald er uløst!

Adskillige lande har vedtaget planer for deponering af affald – specielt højaktivt affald.
Også her i landet har man foretaget boringer i en salthorst, der viste sig velegnet til deponering. Vedrørende denne rapport vakte det en del polemik, da man fra geologside manipulerede med visse dele i rapporten. Man nævnte at saltet udskilte krystalvand, der kunne formindske levetiden af indeslutningen væsentligt. Det var heller ikke forkert under de givne omstændigheder, når man regnede med den temperatur, det højaktive affald ville have på overfladen efter 20 års deponeringstid.
De ” glemte” at fortælle, at der ingen fare var for udskilning af krystalvand, hvis man ventede med deponeringen, til brændslet var 30-40 år, da overfladetemperaturen falder med tiden. Man kan let aflæse på en kurve, hvor grænsen for krystalvandudskilning går – det sker omkring 30 år ved forglasset affald.
Der er ingen tekniske problemer med deponering af forglasset affald. Det skal blot opbevares i 5-600 år inden det er ufarligt.
Lidt anderledes er det med ubehandlet, brugt brændsel, hvor uran og plutonium ikke er fjernet. Her er løsningen deponering i stabile geologiske formationer. Det er f.eks. tilfældet i Sverige, der som det første land havde en godkendt plan for deponering, pladsen er udpeget og godkendt. Finland har en tilsvarende, godkendt plan og deponeringsdsted.

4. Atomkraft er dyr og får store statstilskud!

Den overvejende del af de anlæg, der er i drift, kan konkurrere med de konventionelle kraftværker i prisen pr. kWh, når alle omkostninger er indregnet. Bortset fra lande, hvor der er billige fossile brændsler, ligger atomkraftværkernes omkostninger under andre energikilder. Endda uden at medregne de miljømæssige fordele ved formindskning af CO2 – udledning.

Ofte hører man om de store statslige tilskud til atomenergien med henvisning til de statslige budgetter. Det viser sig at bero på en (bevidst?) misforståelse, idet man tæller beløbene sammen for den nukleare forskning på miljø, sundhed og de militære udgifter. Sammen med midler til fusionsforskningen kan man så komme op på betydelige beløb.
Sandheden er, at skatteyderne ikke betaler noget som helst til driften af den civile atomenergi, der producerer til markedsvilkår. I USA indbetales et beløg til deponering af affald og til forsikring til Staten, ligesom der indbetales et beløb i et fond til dekommisionering af værket. Midlerne til affaldsdeponering, forsikring og nedrivning af værkert er tilstede.
I USAs seneste budget er statsmidlerne til energiforskningen beregnet pr. produceret kWh. Her viser tallene, at vedvarende energi modtager større beløb end atomenergien, hvor midlerne fortrinsvis anvendes til forskning af bedre metoder til affaldshåndtering, ingen beløb bruges på atomkraftværrkerne, heller ikke til CO2-præmiering.

5. Uran slipper snart op!

For 25 år siden blev det fremført, at der var uran til 17 års forbrug. I dag regner men ikke med mangel for de værker, der er i drift og under bygning i hele deres levetid.
Man har teknik, der kan udvinde uran af havvand til en acceptabel pris. Ressourcerne i havvand er ca. 1500 gange større end på land.
Man er ved at anvende teknikker så thorium kan anvendes som brændsel. Der er mindst 6 gange så store thoriumforekomster som uran, og alt thorium kan udnyttes, i modsætning til uran, hvor kun U-235 er spaltelig – samt U-238 når den er omdannet til Plutonium.
I en politisk hjemmeside (SF v. Margrethe Auken) påstås at uran slipper op om 40 år, det må stamme fra en utroværdig kilde. Den seneste opgørelse viser, at de lødiskte uranforekomster strækker til 80 års drift af nuværende og planlagte a-værker.
Om man til den tid vælger at udnytte mindre lødige forekomster eller man udnytter andre kilder – f.eks. uran fra fosfatlejer, er et spørgsmål om pris og forsyningssikkerhed.
Siden seneste opgørelse har man gjort en del nye fund, nye miner er igangsat, f.eks. i Kazakstan. Nye miner er planlagt i Malawi, Namibia og i Sydamerika m.fl.

6. Tusindvis dør, hvis der sker en kernenedsmeltning!

Ved et stort uheld med tab af kølemiddel og nedsmeltning af brændslet fører ikke til nogen dødsfald. Nedsmeltning er tværtimod den bedste metode til at sikre omgivelserne mod bestråling af det radioaktive brændsel, hvis der skulle ske en sådan hypotetisk hændelse. Den gastætte indeslutning sikrer mod de farlige gasser – især jod-131 og Cæsium-137. Et jordlag på 1-2 m beskytter effektivt mod gammastråling.
Det er en overkommelig teknisk opgave at sikre mod forurening af grundvand, hvis denne hændelse skulle forekomme.

7. Der er forøget kræftrisiko for naboer til et a-værk!

Der kan findes mange undersøgelser, der viser en eller anden stigning af kræftforekomster i nærheden af atomkraftværker. De har indtil nu været useriøse.
Stor omtale fik en undersøgelse, der viste en fordobling af leukæmi hos børn i nærheden af et amerikansk atomanlæg. En nærmere analyse viste, at man blot i det omtalte område blot var kommet op i nærheden af gennemsnittet – det vanskelige var at forklare, hvorfor man i dette område kun havde haft det halve af normale tilfælde.
En undersøgelse der viste forøgede hyppigheder af visse lidelser i nærheden af atomkraftværker (prof. Sternglass) blev betegnet som videnskabelig svindel.
Bl. a. viste det sig, at vindretningen var modsat af den af Sternglass anførte.
Ved Seascale – som ikke er et atomkraftværk – har man fundet forøget leukæmitilfælde hos børn, hvilket blev udlagt som værkets skyld.
En grundig undersøgelse frifandt Seascale som årsag til disse forekomster. Det viste sig bl.a. af de fleste leukæmitilfælde fandtes i familier, der var flyttet til området indenfor de senere år – mange fra London-området. Leukæmi har en inkubationstid på 4-6 år.

8. Atomkraft fører til en politistat!

Det er ikke sket endnu, hvis man ser bort fra de aktiviteter og lovbrud, der gennemføres af atomkraftmodstandere ved f.eks. transporter af brændsel og affald. Det er altså ikke den nukleare teknologi, der er farlig, men atomkraftmodstanderne!

9. Atomkraft fører til et plutoniumsamfund!

Man kan tænke sig mange slags samfund, men “plutoniumsamfundet”
var åbenlyst et eller andet skræmmebillede, som modstandere med stort held fik lanceret for ca. 25 år siden.
Alle erfaringer har vist, at “plutoniumsamfundet” var og er et fiktivt begreb uden hold i virkeligheden. Myten bygger på den fejlagtige tro på, at atomkraften ville være helt afhængig af formeringsreaktorer – og at disse værker var at sammenligne med en tikkende atombombe – begge påstande byggede imidlertid på fejlagtige slutninger – dels er formeringsreaktorer på sikkerhedsmæssigt samme høje niveau som andre reaktorer – dels er formeringsreaktorernes udbytte af fissilt stof (plutonium) ret lille.
Man kan nu let vurdere sandhedsværdien af denne påstand – Sverige skulle jo så i dag være et plutoniumsamfund.
I Sverige anvendes en del af deres egen producerede plutonium til at fremstille el-energi til gavn for miljøet (mindre udslip af kuldioxid o.a. stoffer p.g.a. mindre afbrænding af fossile brændsler). Det sker i form af anvendelse af MOX-brændselselementer, hvor en del af U-235 er erstattet af Pu-239.

10. Plutonium er Jordens giftigste stof!

Denne påstand ses ofte, men bliver ikke mere rigtig af at blive gentaget.
Der findes mange andre stoffer, der er langt giftigere end plutonium, der kun er omkring 10 gange giftigere end koffein, som findes i kaffe og Coladrikke.
Arsentrioxid er ca. 50 gange giftigere end plutonium, indtaget gennem munden.
Plutonium optages som andre tungmetaller meget vanskeligt i planter og dyr.
For hver million atomer tungmetaller i jorden optages kun nogle ganske få atomer – typisk under 10 stk. Det gælder for bl.a. Cæsium, Strontium, Bly o.m.a. I den menneskelige organisme optages de også vanskeligt. For plutonium optages ca. 3 atomer for hver million, der spises. Resten passerer gennem tarmsystemet.
Det samme gælder for mange andre tungmetaller. Cadmium optages i forhold hertil betydelig lettere, og er et af de kritiske tungmetaller. Der sker dermed en meget kraftig nedkoncentrering gennem den nævnte fødekæde. Tungmetaller kan dog være så giftige, at selv meget små mængder kan have store sundhedsmæssige konsekvenser. Nogle af de værste forureninger med tungmetaller er foregået i Japan, hvor store mængder kviksølv fra årelang industriel forurening slap ud i havet.
Det gav anledning til massive forgiftninger på befolkningen, der spiste mange af disse forurenede fisk. En anden miljøforurening var Cadmium. De arvemæssige skader var meget store. De er ofte blevet anvendt som eksempel på skader fra de 2 atombomber, der nedkastet i Japan i slutningen af 2. verdenskrig. (PVC-fabrikation i Minamata)
Plutoniums giftighed er således hovedsagelig knyttet til dens radioaktivitet, den udsender en ret stærk mængde alfastråling. Den har så kort rækkevidde, at den kun kan trænge gennem de tyndeste celler i kroppen – som f.eks. lungevævet.
Man kan kun få plutonium i luftvejene, når det sker i form af mikropartikler af PuO2, der kun dannes når metallet brændes.
I forvejen får alle mennesker et lige så giftigt stof – Polonium, der findes i bl.a. tobak. Alle rygere, passive som aktive, får mikropartikler af polonium ned i lungerne, hvor de ikke fjernes igen.
Men mange radioisotoper er uhyre farlige, det gælder f.eks. for isotopen Polonium-210 (Po210), som blev anvendt til at dræbe den russiske agent Litvinenko. En mere akut giftstof er Ricin

Ricin

11. Barsebäck er en farlig nabo

—en nedsmeltningsulykke kan forårsage masser af forurening og mange dødsfald

En nedsmeltningsulykke på Barsebäck vil ikke have de store konsekvenser.
I tilfælde af et tab-af-kølemiddel-uheld vil, hvis alle nødkølesystemerne samtidigt vil vise sig ikke at fungere, bevirke af brændslet vil smelte sig igennem selve reaktoren og videre gennem betongulvet.
Under dette betongulv er der et bassin på ca. 3000 tons vand, der anvendes til afblæsning af dampen ved så hurtig nedlukning, at de normale restvarmefjernere ikke kan klare det.
Det smeltede brændsel vil blive afkølet ved dampudviklingen, og det forhøjede tryk i reaktorindeslutningen vil blive afledt til et kæmpemæssigt stenlager, hvor de radioaktive gasarter opsamles.
Varmeudviklingen i brændslet er meget stor i begyndelsen, men aftager meget hurtigt, når de meget kortlivede radioisotoper er henfaldet.

Når indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (april 2003) alligevel er nervøs og gerne vil have den nedlagt hurtigt muligt, skyldes det enten uvidenhed om atomkraft – eller et forsøg på at markere sig politisk. At lukke Barsebäck vil under alle omstændigheder forringe det omgivende miljø og medføre forøget forbrug af fossil energi.

Barsebäck 1 lukkede i 1999, og Barsebäck 2 lukkede 31. maj 2005 efter en politisk beslutning. I Sverige var der flertal for at fortsætte driften.
En meningsmåling viste, at 60 procent af svenskerne syntes det var en dårlig beslutning at lukke.
I Sverige har man faktisk ikke haft folkeafstemning om udnyttelse af atomenergi, man har haft en enkelt folkeafstemning om hvorledes man skulle afvikle atomenergien.
Opninionsundersøgelser har vist et sikkert flertal for af fortsætte atomenergien, gerne med nye reaktorer.

12. Atomkraftværker er oplagte terroristmål!

Denne påstand illustreres ofte med billeder af terroristhegn, der omgiver en del a-værker.
Terroristhegnene er imidlertid oprettet på foranledning af atomkraftmodstandere, der umiddelbart efter tog opstilling foran til fotografering. Selv ejerne af atomkraftværkerne må mene, at de er farlige, når de barrikaderer sig bag ved terroristhegn….
Man kan sagtens forestille sig terroraktioner rettet mod atomkraftværker, men det svæver lidt i det uvisse, hvad de skal stille op med det. I reaktorhallen kan de ikke komme ind under drift, hertil er de automatisk lukkede døre alt for solide – og risikoen for at omkomme ved et forsøg på at forcere denne spærring er ret stor.
Terrorister kan let standse for værkets el-produktion, det sker nemlig automatisk, hvis der ødelægges vitale dele ved kontrolpultene o.s.v.
Et atomkraftværk er nok den dårligste udgangspunkt for en terroraktion – og indtil dato er der ingen, der har gjort forsøget – bortset fra de happenings, som forskellige miljøorganisationer foranstalter for at hverve medlemmer.
En mulig andet terroristmål er anskaffelse af plutonium af våbenkvalitet. Selv om denne risiko ikke kan tilbagevises, så finder man ikke dette stof på atomkraftværkerne, og man har da heller ikke noget tilfælde af misbrug af brugt brændsel. De historier man har bragt frem i medierne har vist sig at stamme fra materiale fra russiske forsknings- og forsøgsreaktorer, hvor man ofte har benyttet højtberiget uran som brændsel, som også blev anvendt i Risøs reaktorer.

13. Atomkatastrofer kan man ikke forsikre sig mod!

Det gælder ikke for USA, hvor alle ifølge Price Andersen loven er forsikret mod skader fra atomkraftværker. Den tidligere grænse på 120. mio. dollars pr. ulykke er blevet hævet for nylig.
Den amerikanske regering opkræver hos el-selskaberne ekstra præmier til dækning af yderligere skader. Et par private selskaber forsikrer derudover for specielle følger.

Afgifterne til den amerikanske stat har vist sig at være en ren pengemaskine, idet der ikke er udbetalt andet end et enkelt symbolsk beløb for en nuklear hændelse, der ikke havde noget med atomkraftværksdrift at gøre.

14. Atomkraft øger risikoen for genetiske skader på befolkningen

Den påstand søges ofte dokumenteret ved at henvise til de arveskader, som nedkastningen af atombomberne påførte den japanske befolkning i 2. verdenskrig.
Denne dokumentation er falsk, tværtimod var resultatet af den meget store undersøgelse det modsatte, man kunne ikke med sikkerhed påvise genetiske arveskader som følge af bomberne. Undersøgelsen er nævnt andet sted på denne hjemmeside.
Andre undersøgelser viser med mellemrum alarmerende stigninger i kræfttilfælde i nærheden af atomkraftværker. Endnu har ingen af disse undersøgelser kunne holde for en nærmere kritisk eftersyn.

15. Myten om martyren Karen Silkwood

Karen Silkwood var en fagforeningsaktivist, der arbejdede i Kerr McGee´s´ plutoniumfabrik i Oklahoma, der fremstillede brændselselementer. Karen Silkwood var en kendt som stærkt kritisk overfor atomindustrien, og hun kritiserede sin arbejdsplads for manglende sikkerhedspolitik.
Hun omkom ved en bilulykke på vej til en journalist, der undersøgte arbejdsforholdene omkring fabrikken. Hun var alene i bilen, da hun påkørte en stenkiste. Politiet betegnede ulykken son “one-car sleeping-driver accident“. Det skete i 1974.
Hendes død blev i medierne fremstilles som meget mystisk og med undertoner af at have kriminelle årsager. Visse kredse holder stadig messe over hende.
Hendes skæbne har inspireret til mange skuespil, adskillige Tv-film, som Danmarks Radio har vist flere af.
En spillefilm med Meryl Streep i hovedrollen kan findes på nettet og købes i en DCD-udgave. Myten om karen Silkwood lever i bedste velgående.

Hvad er fup og hvad er fakta om Karen Silkwood-myten?

  • Fagforeningernes klage over fabrikken omhandlede 39 punkter, der blev undersøgt af en kommission under atomenergikommissionen. Kun i 3 tilfælde fandt man at de strenge AEC-bestemmelser var overtrådt. De blev efterfølgende rettet – hvilket ikke mindst er K. Silkwood´s fortjeneste.
    Fabrikken blev nedlagt i 1975.
  • To dage inden ulykken havde det automatiske kontrolsystem grebet Karen Silkwood med en mængde plutonium, der ikke var blevet frigjort i fabrikken – forureningen konkluderede kunne ikke stamme fra en hændelse på fabrikken.
  • To medbragte urinprøver i ulykkesbilen, der medførte hendes død, blev analyseret og viste sig at være radioaktive.
    Prøverne var sikkert beregnet til journalisten. Man kunne imidlertid fastslå, at urinprøvens radioaktive stoffer (plutonium) var tilsat efter at de var ladet. (Det er let at påvise – de fundne radionukleider kan ganske enkelt ikke passere gennem nyresystemet).
  • Obduktionen af Karen Silkwood viste spor af alkohol og et beroligende middel (methaqualone – Qualuude). Det gør det sandsynligt, at hun var faldet i søvn ved rattet og derefter påkørte en stenkiste i vejsiden.
    Myndighederne fandt ingen tegn på nogen af de mystiske omstændigheder, som medierne efterfølgende ofrede store mængder spalteplads på.
  • De første skuespil, film og Tv-serier var så fejlbehæftede, at de burde være stoppet inden udgivelse. Kerr McGee-fabrikken var f.eks. omtalt som et atomkraftværk o.s.v.
    De værste fejl blev rettet i efterfølgende versioner, men de grundlæggende kendsgerninger blev udeladt.
    Den seneste version i Tv-udgaven fik så fremragende anmeldelse i Politiken, at jeg sendte et lille læserbrev til bladet for at korrigere de værste af anmelderens fejltagelser.
    Det medførte et pænt brev fra chefredaktør Deleuran, der meddelte, at man flere gange havde bragt lignende indlæg om denne sag i Politiken!
    Desværre har Politiken endnu ikke bragt den korrekte Karens Silkwood-historie.
    En mere detaljeret omtale af sagen Karen Silkwood kan læses på siden:Karen Silkwoods skæbne

16. Ignalina i Litauen er verdens største atomkraftværk

Med en mærkeeffekt på 1500 MW ser Ignalina-værkerne – der er 2 enheder af typen RBMK-1500 – ud til at være de største atomkraftværker i Verden, en påstand som bl.a. civ. ing. Chr. Rovsing ofte fremsatte i sin egenskab af EU-parlamentariker.
Påstanden er imidlertid forkert, for de 2 enheder i Litauen ikke er godkendte til mere end ca. 75% af fuld effekt – hvilket beløber sig til ca. 1100 MW nominel effekt, der er noget mindre end de tyske standard-trykvandsreaktorer.
Den sidste blok blev lukket d. 31.12.2009 efter krav fra EU. Der forhandles om opførelse af en erstatning for dette værk.

17. Atomkraften stagnerer

I store dele af den vestlige verden er bygning af atomreaktorer gået i stå. Det skyldes til dels, at de fleste lande forlængst har gennemført deres atomprogrammer. En anden væsentlig faktor er imidlertid, at der i mange lande er en folkelig, politisk modstand mod anvendelse af atomkraft. Det giver en stor usikkerhed om de fremtidige krav, man vil stille til denne industri. Derfor er der en afventende holdning.
Det betyder ikke, at der ikke sker nogen udvikling. I den vestlige verden ses i stedet en stigende antal værker, der opgraderer ydelsen på de enkelte værker, om man forlænger driftstilladelserne. I 2009 steg interessen for atomenergien ganske voldsomt, ikke mindst p.g.a. behovet for nedsættelse af CO2-emissionen. Desuden er der en stigende interesse for anlæg til afsaltning af havvand på lokaqliteter, hvor der er akut mangel på drikkevand
Der udvikles fortsat på mere sikre typer af atomkraftværker med en højere ydelse. Der arbejdes med typer til varmeforsyning og andre typer, der kan fremstille brint etc.

18. I Vesteuropa og USA har man ikke bygget nye atomkraftværker de sidste 30 år – siden uheldet på Tremileøen!

Påstanden kan ses på DR-s hjemmeside med Allan Høxbroes signatur. Svend Auken har ved flere lejligheder fremsat samme påstand, senest i en DR-diskussion med H. Skjerning.
Samme påstand fremkom Margrehte Auken (SF) med adskillige gange under den seneste valgkamp til EU-parlamentet i 2009, uden at de øvrige kandidater reagerede mod denne misinformation. Man må gå ud fra, at ingen vidste besked!
Sandheden er, at der er igangsat ca. 180 atomkraftværker alene i Vesteuropa og USA siden 1980. Hvornår de er ordrede er ligegyldigt, det væsentlige er, at man har bygget på følgende værker efter uheldet i 1979.
Hovedparten af den franske atomprogram skete efter 1980, 8-10 reaktorer i UK, 5-6 i Sverige m.fl. er bygget efter 1979. Også den seneste byggede reaktor i EU-området – den rumænske Cernavoda-2 reaktoren, der belv sat i drift i 2007, er helt undgået søskendeparret Aukens opmærksomhed.
Alene i USA er følgende værker sat i drift efter uheldet på Tremileøen:

  • Sequoyah 1-2 (1980-81)
  • Farley-2 (1981)
  • Mcguire 1-2 (1981-82)
  • San Onofre 2-3 (1982-83)
  • Susquehanna 1-2 (1982-84)
  • Beaver Valley-2 (1984)
  • Grand Gulf-1 (1984)
  • Columbia BWR (1984)
  • Lasalle 1-2 (1982-84)
  • Diablo Canyon 1-2 (1984-85)
  • River Bend-1 (1985)
  • Waterford-3 (1985)
  • Wolf Creek (1985)
  • Byron 1-2 (1985-86)
  • Catawba 1-2 (1985-86)
  • Perry-1 (1986)
  • Enrico Fermi-2 (1986)
  • Hope Creek-1 (1986)
  • Palo Verde 1-3 (1986-87)
  • Nine Mile Point 2 (1987)
  • Shearon Harris-1 (1987)
  • Clinton-1 (1987)
  • Braidwood 1-2 (1987-88)
  • Limerick 1-2 (1985-89)
  • Vogtle 1-2 (1987-89)
  • South Texas 1-2 (1988-89)
  • Seabrook-1 (1990)
  • Comanche Peak 1-2 (1990-93)
  • Watts Bar-1 (1996)