Hændelser og ulykker med kernekraft
Emner
Generelt
Three Mile Island – uheldet på Tremileøen
Tjernobyl-katastrofen
Windscale-hændelsen i 1957 og Sellafields udledninger
Davis Besse – et fremskreden korrosion
Sverdlov – ulykken
Tsunamien i Japan marts 2011
Pseudo-hændelser i mediernes søgelys, Biblis, Tihange, Brunsbüttel
Terrorist-angreb – en risikofaktor i lyset af WTC d.11. sep
INES- den internationale uheldsskala
Ulykker med energikilder – den “farlige” atomkraft?
Litteratur og kildemateriale
Ulykker generelt
Ulykker og eventuelle konsekvenser med atomkraft er et emne, der optager mange mennesker.
Der er udført en stribe undersøgelser over forventede uheld, ulykker med konsekvensberegninger. Typisk har man valgt de værst tænkelige muligheder, man har ladet enhver tvivl komme omgivelserne til gode.
Den mest omtalte rapport er den såkaldte Rasmussen rapport , der omtale på anden side.
Et uheld en amerikansk reaktor satte den ganske verden på den anden ende i marts-april 1979.
Alle har sikkert hørt om denne hændelse, der fandt sted på Tremileøen – men ingen eller meget få har hørt om Vaiont-katastrofen, hvor mere end 2000 mennesker blev dræbt og ca. 25.000 blev hjemløse.
Uheldet på Tremile-Øen fik ingen miljømæssige eller sikkerhedsmæssige konsekvenser.
Et næsten samtidigt gasudslip i byen Edmontons kloaknet ikke fandt vej til mediernes forsider, selv om ca. 17.000 mennesker blev evakueret p.g.a. eksplosionsfare.
Det kan synes underligt da man her i landet var i færd med at indføre naturgas.
Det samme gjaldt tilsvarende gaseksplosioner med mange dødsfald til følge fik ingen særlig omtale. Her er mediernes interesse meget beskeden i forhold ti pseudoulykker på atomkraftværker, hvor der er rige muligheder i at forestille sig enhver tænkelig og utænkelig ulykke.
Det kunne se ud til, at trusler er mere skræmmende end selve uheldet?
De værste uheld ved den kommercielle udnyttelse af atomkraft omtales kort nedenstående – for en mere detaljeret beskrivelse skal der henvises til kildematerialet.
Men naturligvis kan der ske ulykker på atomkraftværker som på alle andre steder. Derfor skal man stedse forbedre sikkerheden. Den største fare for uheld sker når sikkerhedsregler overtrædes p.g.a.
sjusk og ved mangelfuld kontrol.
Hændelsen på Tremileøen
Et uheld en amerikansk reaktor satte den ganske verden på den anden ende i marts-april 1979. Uheldet skete i reaktor nr. 2 på Three Mile Island, en nylig igangsat trykvandsreaktor fra firmaet Babcock & Wilcox. Størrelsen var på 900 MWe.
Uheldet startede onsdag d. 28.3.1979 kl. 4.00, hvor en mindre lækage i et rensesystem bevirkede, at der trængte fugt ind i en ventil (2). Ventilerne er trykluftbetjente
Da fødevandet til dampgeneratoren svigtede, koblede turbinen automatisk ud.
De 3 hjælpefødepumper (3) gik automatisk i gang, hvilket blev observeret fra kontrolrummet. Fødevandspumperne var i øvrigt dampdrevne, hvilket sikrer at de fungerer ved strømsvigt, blot der er damptryk.
Der førtes ikke vand frem, idet ventil (3) var åben. Denne ventil var blevet efterladt i lukket stilling, da den ved et tidligere eftersyn af anlægget, et eftersyn, der iøvrigt var ulovligt og stred mod de gældende regler for reaktordrift.
Der gik 8 minutter inden denne fejl blev opdaget – og inden ventilen blev åbnet fra kontrolrummet.
Det forhøjede tryk og temperatur i systemerne bevirkede først at ventilerne(4) åbnede og derefter blev reaktoren automatisk nedlukket, idet kontrolstængerne udløstes og faldt ind i kernen.
Herved stopper spaltningsprocesserne, men reaktoren producerer alligevel en enorm varmemængde fordi kernen er uhyre radioaktiv. Denne energimængde er ca.6% af fuld effekt ved nedlukning, men falder hurtigt.
En nedlukket reaktor skal afkøles gennem nogen tid, inden den bliver tilgængelig for f.eks. oplukning af reaktoren ved brændselsskift. Denne afkøling sker rutinemæssigt ved hvert brændselsskift.
Den alvorligste fejl var imidlertid at ventil (4) ikke lukkede, da trykket efter afblæsning til aflastningstanken var faldet. Det var denne fejl, samt den manglende erkendelse af at ventilen stod åben, der bevirkede, at uheldet udviklede sig til det største på noget kernekraftværk på daværende tidspunkt.
Da fejlen blev erkendt 2½ time inde i uheldet, var der i mellemtiden forsvundet så megen vand fra reaktoren, at store dele af kernen havde været blottet for kølevand gennem længere tid med omfattende skader på brændselselementerne til følge.
7 timer inde i uheldet sænkede man trykket i reaktoren for at få lavtrykssystemerne (LT) i gang. Dette viste sig senere at være en stor fejl. Der dannedes brint ved radiolyse og ved reaktion mellem Zirkonium og vand ved den høje brændselstemperatur.
På et tidligt tidspunkt bevirkede brint i reaktorrummet en knaldgaseksplosion.
Brintboblen udløste panikstemning massemedierne, men der skal ilt til for at brint skal kunne eksplodere.
En analyse af forholdene viste senere, at der kun var et ringe iltindhold i boblen, og at den famøse boble sikkert bestod af vanddamp, brint og kun lidt ilt.
I en PWR dannes altid noget brint. Denne brint vil forbinde sig med den tilstedeværende ilt. Derfor var der kun en ringe ilt i gassen, og risikoen for knaldgaseksplosion i reaktoren var ringe.
4 uafhængige beregninger viste, at det ville gå omkring 4 dage inden iltindholdet i reaktoren ville være stor nok til at kunne eksplodere – et tal, der dog var usikkert.
En beregning af trykstigningen viste, at hvis 30 m³ knaldgas eksploderede (selvtænding ved ca. 480 ºC), ville det resultere i et tryk på ca. 1360 bar (atm.) i reaktoren. Denne beregning blev bestridt af ingeniører fra Babcock & Wilcox, der havde leveret reaktoren. Ved at medregne disse dæmpende virkninger af vanddampene i reaktoren ville man kun opnå et totaltryk mellem 200 og 270 bar (atm.), hvilket reaktorbeholderen sagtens kunne klare.
Selve brintboblen forsvandt af sig selv – eller blev stærkt formindsket i rumfang i løbet af kort tid.
Den største risiko som dampboblen medførte, var ikke faren for detonation, men at den kunne medføre en forringet afkøling af brændslet.
En dansker blev berømt et par dage med at tilbyde sig som frivillig til at gå ind i reaktorbygningen og åbne for en ventil for at lukke brintboblen ud af reaktoren.
TV har åbenbart formået at forskrække den ganske befolkning langt fra værket.
Hvis man lukkede brint ud i luften ville det medføre alvorlig risiko for eksplosion.
Det kunne i øvrigt ikke lade sig gøre, da denne type reaktor ikke indeholder nogen udluftningsventil, som flere journalister fejlagtigt meddelte offentligheden.
Det ville i øvrigt medføre tryktab i reaktoren med efterfølgende tab af kølemiddel, det høje tryk i reaktoren modvirkede opkogning af kølevandet, hvilket var nødvendigt for at holde situationen under kontrol.
I modsætning til mediernes påstande om det modsatte, blev der ikke givet ordre til evakuering af den nærliggende befolkning – heller ikke gravide. Guvernør Thornton anbefalede at gravide og folk med bør i førskolealderen forlod området, en politisk fornuftig og risikofri beslutning.
Skolerne blev lukkede i nogen afstand fra uheldsområdet. Onsdag d. 4.4. 1979 åbnede man skolerne igen uden for 8 km. fra TMI. En uge efter uheldet annoncerede man, at evakueringsfaciliteterne ved Hershey Park Arena blev lukket – forholdene var dermed normaliseret.
En lang række kommissioner blev nedsat kort tid efter uheldet, for at analysere uheldet i alle dets faser.
Den første rapport der forelå, var Kemeny-rapporten, en rapport fra en kommission nedsat af præsident Carter. Efter uheldet kunne man konkludere at der ikke var tab af menneskeliv – og at der ikke var sket nogen forurening i væsentligt omfang af radioaktivt materiale – og at uheldet ikke ville få nogen målelig sundhedsmæssige konsekvenser.
Uheldstypen blev efterfølgende indlemmet i de simulatorer, der anvendes ved uddannelse af operatørerne, hvilket sammen med andre erfaringer fra uheldet har medført en forbedring af driftsikkerheden.
.
Efterfølgende storstilede undersøgelser af befolkningen i en stor radius fra værket, viste nogle ganske få tilfælde af overdoser af radioaktivitet i kroppen.
Det viste sig at stamme fra stråling fra egen beboelse – ikke fra der uheldsramte atomkraftværk.
Det drejede sig hovedsageligt om huse, hvor der var anvendt en speciel skifer, der udviklede radon, der omtales på siden om radioaktivitet.
Det samme er tilfældet i Sverige, hvor der anvendes skifer som byggemateriale i stor stil.
Figur: fra en amerikansk reportage i 1999 – 20 år efter uheldet.
I baggrunden ses skyer af vanddamp fra blok nr. 1, der kører for fuld belastning – værket har rekorden for uafbrudt drift på knap 2 år, hvilket er usædvanlig lang tid mellem brændselsskift.
I forbindelse med uheldet er der opstået en række myter – nogle kan findes i et af linkene i kildehenvisningerne nederst på siden.
En af myterne drejer sig om påstanden, at uheldet fik en stor konsekvens på USA´s opbygning af kernekraftværker – på figuren ses facts – udbygningen af både fossile og af nukleare kraftværker – før og efter TMI-2 hændelsen.
Der er igangsat 51 atomkraftværker i USA efter TMI-2 hændelsen, figuren viser samme trend for udbygning af fossile og nukleare kraftværker.
Kilde: NEI
Katastrofen i Tjernobyl
Fredag d. 25.4. 1986 indtraf et stort uheld i reaktor nr. 4 i Tjernobyl i Ukraine. Blokken var på 1000 MWe og var 2 år gammel.
En eksplosion af en brint-iltblanding antændtes og bygningens betontag sprang i luften med et stort udslip af luftbårne radioaktive stoffer til følge – især 137Cs – (cæsium-137) 131J (iod-131). De blev spredt over et meget stort område, hvor især de nærliggende blev massivt forurenede med radioaktivitet.
Ulykkens skete under nedlukning og skyldes en menneskelig fejl. Et tidligere planlagt forsøg, men for længst opgivet forsøg med at udvinde el-energi under nedlukning, blev imod alle forskrifter alligevel gennemført.
Operatørerne ved kraftværket ville finde ud af, hvor meget energi, der kunne udvindes af turbinernes rotationsenergi under nedlukning.
Man ville afprøve om kølevandspumpene kunne virke en kort tid uden elektrisk energi. Af forskellige grunder gik det galt og operatørerne trak kontrolstavene ud igen for å få gang i reaktoren igen.
De standsede kølevandspumper fik vandtemperaturen til at stige, så der dannedes dampbobler omkring brænselsstavene, hvilket fik reaktoren til at løbe løbsk.
De stofmængder, der blev frigjort ved eksplosionen, var ret små. Ifølge S. Mehlsen og Uffe Steiner Jensen, ELSAM, drejede det sig for de væsentligste isotoper sig om:
- Iod-131 …..100 g eller mindre
- Cæsium-137 .. 10-20 kg
Resultatet blev, at reaktoren løb løbsk med de nævnte konsekvenser.
At denne specielle russiske reaktortype –RBMK-typen – løb løbsk, kom ikke bag på de vestlige eksperter. Det havde de allerede advaret om i 1968, hvor Rusland præsenterede konceptet på et møde i Wien.
Senere blev denne advarsel gentaget i 1978, umiddelbart inden man påbegyndte opførelsen af værkerne. (Kilde Fr. List, Risø).
Årsagen til at denne reaktortype er ustabil – som den eneste civile kraftreaktor – er den, at den er overmodereret – typen er grafitmodereret og vandkølet. Både kølevand og grafit som moderator, derfor vil et tab af kølevand medføre at effekten stiger på grund af den såkaldte “overmoderering”.
Det voldsomme udslip at radioaktive stoffer medførte at der kun gik ganske kort tid inden man kunne registrere det her i landet.
I medierne kunne man kort efter berette om mindst 1000 dødsfald – og kunne se døde kreaturer fra luftfotos. Rusland nævnte ca. 5 døde, hvilket blev latterliggjort i medierne. Det viste sig at tallet var korrekt – dødsfaldene steg senere til 31 indenfor den første måned.
I panikken efterfølgende så man mange politiske tiltag, der skulle berolige befolkningen. Det havde imidlertid den modsatte effekt.
F.eks. så man i TV-avisen hvorledes man spulede lastvogne, der havde været i nærliggende lande. Vaskevandet løb i kloakken – det var ganske ufarligt sagde man!
I Sverige slagtede man ca. 250 rener og begravede dem – fordi kødets indhold overskred de fastsatte grænseværdier. Levnedsmiddelstyrelsen fandt over 300 Bq/kg kød, der var den gældende grænse i Sverige. Det viste sig senere, at frosset kød fra rensdyr i mange tilfælde havde større radioaktivitet og at de gældende grænseværdier var overskredet. Det samme var tilfældet i Norge.
Nedslagtningen af renerne i Sverige umiddelbart efter hændelsen var en politisk beslutning – som ingen eksperter støttede. En dansk ekspert frarådede at man spiste mere end 1 kg renkød om dagen!
Man har da også senere hævet grænseværdierne for stråling i fødevarer i både Sverige og Norge. De nedslagtede rensdyr i Sverige efter Tjernobylulykken ville i dag kunne overholde den nugældende grænseværdi. Den blev ændret fra 300 Bq/kg til 10.000 Bq/kg – en 30-dobling. Det har medierne ikke informeret om.
Tjernobyl-katastrofen blev at ikke mindst Danmarks Radio udlagt som bevis for branchens utroværdighed – den har altid sagt, at ulykker med atomkraft var usandsynlig. Den holdning skyldes uvidenhed. Sagen er den, at der ikke er lavet sikkerhedsanalyser over hverken denne type eller andre af de russiske typer.
Der er gennem medierne udspredt megen misinformation om Tjernobyl-ulykken.
Op mod 30.000 døde efter Tjernobyl som følge af radioaktiv bestråling og 6000 km² så forurenet at det ikke kan dyrkes i 300 år skrev bl.a. Jyllands-Posten 27.4.2000. Der var ingen dokumentation for disse påstande, der da også efterfølgende blev tilbagevist af helsefysiker Per H. Jensen, Risø, der slog fast, at antallet af eventuelle strålingsfremkaldte sygdomme vil være meget mindre end den naturlige variation af forekomster. Strålingsdoserne fra området er i dag beskedne, nævnte P. H. Jensen!
Ved ulykken undslap alle radioaktive ædelgasser (xenon, krypton), ca. 50% af reaktorens indhold af I-131, 20-40% af cæsiumindholdet og under 5% af de øvrige radionucleider.
I Danmark bidrager ulykken til en lille dosis p.g.a. nedfald af Cs-137, der bindes i jordens øverste lag.
Påvirkningen er ca. 10% af det ekstra bidrag, der for Cs-137 vedkommende stammer fra kernevåbenforsøg – nemlig henholdsvis 0.09 mSv og 0.8 mSv (millisievert).
Den gennemsnitlige dosis i de hårdest ramte områder i det tidligere Sovjetunionen udgør nogle få mSv om året.
Til sammenligning modtager hver dansker ca. 3 mSv om året fra den naturligt forekommende baggrundsstråling.
Ifølge FN´s og WHO´s undersøgelser, viser de største konsekvenser af ulykken at være stressfremkaldte sygdomme og andre psykologiske effekter i befolkningen i de forurenede områder. Det var konklusionen af en international konference i Wien 1996.
One Decade after Chernobyl – Summing up the Consequences of the Accident. International Atomic Energi Agency.Vienna 1996.
WNO – World-Nuclear Organisation om Tjernobyl
Misinformationer fra medierne har uden tvivl sin store andel.
Der foreligger et meget stort materiale til dokumentation af selve hændelsen og dens konsekvenser. Se mere kildemateriale nederst på siden.
Mange har den opfattelse, at russerne bevidst overdriver ulykkens omfang for at få økonomisk støtte til reetablering af området.
Et dansk hold var i 1996 i området for at registrere radioaktivitet i området, men måtte ikke komme nærmere end 30 km. Her kunne man ikke måle nogen form for forøget radioaktivitet.
I 2004 var en gruppe danske deltagere med et par journalister helt henne ved sarkofagen, hvor man heller ikke kunne måle nogen forøget radioaktivitet.
Man bør tage russernes tal med nogen forbehold, der er ingen tvivl om, at ulykken er stærkt overdrevet som UNSCEAR rapporten fra 2000 viser.
En rapport om katastrofen i Chernobyl fra en række FN-organisationer blev offentliggjort i Wien d. 6.8.2005.
Ca. 100 forskere har medvirket. I hovedtræk anføres i rapporten:
Antal døde opgøres til 56.
Miljøet påvirkedes mindre, end man forventede.
FN-organistationerne forventer, at ca. 4000 mennesker vil risikere for tidlig død af kræft over en årrække som følge af påvirkning af radioaktivitet.
Der er konstateret skjoldbrusk-kirtelkræft hos ca. 4000 personer. 99% har overlevet indtil nu.
Man har ikke fundet misdannelser hos fødte børn i området
7800 km2 landbrugsareal er taget ud af produktion
Man har hævdet, at mellem 10.000-100.000 ville dø som følge af ulykken. Disse tal er for store er konklusionen fra Tjernobyl Forum, som består af bl.a. IAEA, WHO, Verdensbanken og de lokale myndigheder.
Et sammendrag af rapporten på 600 sider kan ses her:
Chernobyl: the true scale of the accident 2 siders sammendrag med link til rapporten
TV-2 var hurtigt ude med historien
[TV-2s dækning d. 6.8.2005]
der imidlertid er fjernet fra siden. I stedet kan man nu se:
Kan et tilsvarende uheld ske igen?
Ja, men kun i denne specielle reaktortype, som der er flere af i Rusland. Der bliver ikke bygget flere af denne type, som udfases efterhånden som de bliver erstattet af andre. Selv om man løbende sikrer sig mod uheld med denne type, så kan man ikke afvise at der kan ske løbsskkørsel.
Læs om reaktortypen her:
World Nuclear Organisations (WNA) infoside om Chernobyl – RBMK-reaktoren .
Windscale 1957, Storbritannien
En meget omtalt hændelse i forbindelse med atomkraft er ulykken på Windscale anlægget. Hændelsen kan imidlertid ikke anvendes til noget i forbindelse med atomkraftværker, dels havde den ikke noget med atomkraft at gøre – dels var denne primitive reaktor den eneste af sin art.
Reaktoren ved Windscale-anlægget var en grafitmodereret og luftkølet reaktor. Dens opgave var at producere våbenplutonium uf fra naturlig uran som brændsel, der i reaktoren blev omdannet til plutonium ved neutronindfangning. Anlægget producerede ikke el-energi – al energien ledtes bort som varmeenergi gennem kølemidlet, der var almindelig luft.
I 1957 antændtes grafitten som brændte ukontrolleret i 2-3 dage, hvilket medførte en massiv frigørelse af specielt radiojod (131I, I-131.)
Årsagen til branden var meget banal. Under driften opstår der spændinger i grafitten p.g.a. energioptagelse fra neutronbestrålingen – den kan udløses igen ved opvarmning – det kaldes for Wigner-effekten.
D. 7.10. 1957 begyndte man at opvarme grafitten op med lav effekt for at udløse spændingerne. Da det gik for langsom øgede man varmeeffekten med termoelementer uden at erstatte luftkølingen med kvælstof. Resultatet var at grafitten brød i brand med en voldsom forurening med radioaktivitet til følge.
Reaktoren er for længst nedlagt, men forvekslet stadig af mange med det nærliggende Calder Hall kraftværk, der består af 4 x 50 MW reaktorer, der stadig er i drift.
Windscale er omdøbt til Sellafield, Seascale, hvor der foregår behandling af brugt brændsel – reprocessing – under BNFL.
På anlægget produceres bl.a. MOX– brændselselementer, hvor der anvendes plutonium sammen med uran. Denne produktion ledsages af dannelsen af en radioisotop, Technetium-99 (99Tc), der udledes til det irske hav. Herfra føres det med havstrømmene til bl.a. Skagerrak. Denne transport har givet værdifuld viden om havstrømme.
Dette udslip overvåges af de britiske nukleare myndigheder, der angiver grænseværdierne for udslippenes størrelse.
Mange miljøorganisationer og politiske partier anvender tallene for udledningerne til at profilere sig, i praksis er den uden betydning for vandmiljøet, da denne forurening er langt under den naturlige radioaktivitet i vandet.
Stoffet optages ikke gerne af organismerne i vandet, kun i blæretang forekommer noget der minder lidt om en opformering.
En fortrinlig artikel af Uffe Korsbech kan læses på siden:
Davis Besse – alvorlig hændelse i USA
I 2002 opdagede man en flere år gammel og fremskreden korrossionsskade i toppen af en reaktortank på det amerikanske kernekraftværk Davis Besse-1, der er fremstillet af Babcock & Wilcox.
Hændelsen blev klassificeret som en Klasse-3 hændelse, hvilket svarer til en alvorlig hændelse med risiko for udslip af radioaktivt materiale. (Vedrørende klasse-3 hændelse – se under klassificering.)
Der skete imidlertid intet udslip, da der ikke var hul, men havde man ikke opdaget den i tide ville der en dag have været gået hul i låget, med udslip af radioaktivholdigt damp til følge.
Men havde man ikke opdaget det kunne det have udviklet sig til en ganske alvorlig sag med betydelig forurening af reaktorbygningen.
Hvis værkets normale sikkerhedsudstyr fungerer efter hensigten ville skaden være begrænset til selve bygningen og havde været forbundet med store omkostninger.
Denne hændelse giver sikkert anledning til, at sikkerhedsprocedurerne på de enkelte værker strammes yderligere op.
I 2002 skete der i øvrigt 2 andre klasse-3 hændelser, hvor der skete udslip af radioaktivt materiale, men de forekom ikke på atomkraftværker.
U.S. Nuclear Regulatory Commission. Overview of Reactor Vessel Head Degradation Beskrivelse af hændelsen.
Sverdlov-ulykken
Denne ulykke, som er blevet kendt ved den afhoppede biokemiker Zhores Medvedev, er ikke en ulykke, der skyldes atomkraft, men har derimod militær baggrund.
I 1957 skete en eksplosion i et militært lager af radioaktivt affald. Ved eksplosionen blev meget store mængder radioaktive stoffer spredt over et stort område – flere hundrede km2.
Depotet lå i nærheden af en plutoniumvåbenfabrikken Chelyabinsk-40 i de sydlige del af Uralbjergene.
Foruden Cs-137 og Sr-90 var der i affaldet en del plutonium.
Hvad der forårsagede eksplosionen er ikke klarlagt, måske startede en kædeproces i det opløste plutonium, måske var det nitrat- og acetatsaltene, der udløste en kemisk eksplosion. Befolkningen i et område på 1000 km2 blev evakueret.
I 1967 skete endnu et uheld samme sted med stor radioaktiv forurening til følge.
Cæsium-137 optages meget vanskeligt i planter, hvis den først er bragt i kontakt med jorden. Andre isotoper kan optages i planter i siden i knogler på de dyr eller mennesker, der fortærer afgrøderne. Men fornuftigt valg af afgrøder kan der godt fås noget ud af den forurenede jord.
Hændelsen kan ikke bruges til sammenligning med nutidens civile udnyttelse af kernekraft – men den viser der er behov for uvildig kontrol af arbejde med alt nukleart materiale – ikke mindst på det militære område, hvor der er mindst kontrol – det er her de største risici ligger for uacceptabel forurening.
Sendai-jordskælvet og tsunamien i Japan 2011
Disse 3 lukkede ned automatisk, men restvarmen fra reaktoren skal fjernes, så kølevandet skal fortsat pumpes rundt
Det kan ske på flere måder – elforsyningen fra andre værker var udelukket, da elnettet var brudt sammen. De dampdrevne pumper kunne klare arbejdet så længe, der var tryk på systemet – da det faldt gik nogle dieselmotorer i gang. Efter nogen tid gik de i stå af en eller anden grund. Det medførte overophedning og vandfordampning.
Når brændselselementerne blottes er der risiko for udvikling af brint der i forbindelse med ilt kan udløse en knaldgaseksplosion.
Det er sikkert det, der skete da en eksplosion blæste taget af reaktorbygningen, mens selve reaktorindeslutningen forblev intakt.
Køling er nødvendig for at fjerne henfaldsvarme selv når et kraftværk er blevet lukket ned.
Nukleart brændsel frigiver en lille mængde varme under alle forhold, men den kædereaktion, når en reaktor er i drift, skaber kortlivede nedbrydningsprodukter, som til gengæld er meget intensiv og frigiver store energimængder.
Visse reaktorer er udstyret med dampturbinedrevne pumper, kan pumpe vand ind blot der er tryk på systemet også efter en reaktornedlukning.
Dette resulterer i mindre afhængighed af nødgeneratorer, men kun opererer så længe reaktoren producerer damp. Der er dog stadig behov for energi til at drive ventiler og overvågningssystemer.
Opnåelse af kold nedlukning kræver altid motordrevne pumper til at fjerne henfaldsvarmen.
De eneste radioisotoper, der kan slippe ud i reaktorhallen fra brændslet er de gasarter, der dannes under spaltningen. Det drejer sig om de inaktive gasarter – xenon, krypton, argon. Disse samles normalt op i tætte beholdere.
Inaktive gasarter indgår ikke i nogen kemisk forbindelse med andre stoffer, hvis de indåndes i lungerne vil de i løbet af kort tid forlade lungerne igen.
Forholdet er lidt anderledes, hvis der sker et radioaktivt henfald af gasserne i lungerne, så vil henfaldsprodukterne ikke kunne forlade lungerne med udåndingsluften, disse mikropartikler fanges i lungevævet.
For de nævnte gasarter er henfaldsprodukterne imidlertid ikke radioaktive, derfor er den biologiske effekt meget lille.
Myndighederne kan give tilladelse til kontrollerede udslip af disse gasarter i bestemte doser, hvis det anses for at være den bedste løsning.
Den meget kortlivede isotop Iod-131 meget farlig, den indgår heldigvis i en kemiske forbindelse med vand – eller den opsamles i et specielt HEPA-filter.
Iod-131 er farlig, da den opfanges i skjoldbruskkirtelen. Ved at indtage jodtabletter kan man mætte denne kirtel, så evt. udslip af jod-131 stort set ikke optages.
Tsunamien forårsagede også den værste atomkatastrofe siden Tjernobyl-ulykken i 1986, da de store bølger ødelagde køleanlægget på Fukushima-1 atomkraftværket.
På trods af den voldsomme atomulykke er der ingen rapporter om, at personer er blevet dræbt som direkte følge af havarierne.
10 måneder efter katastrofen har de japanske myndigheder opgjort dødstallet efter det underjordiske jordskælv.
Ifølge det japanske politi har i alt 19.294 mistet livet – langt de fleste af dem som følge af de op til 14 meter høje tsunamibølger, der skyllede ind over den nordøstlige, japanske kyst, (Kilde: AFP).
15.844 mennesker er bekræftet døde, mens det aldrig er lykkedes at finde 3.450 savnede personer.
Til sammenligning modtog man langt større doser radioaktivitet i Tjernobyl.
UNSCEAR har testet 1000 børns skjoldbruskkirtler, samt 20.115 arbejdere, der har arbejdet på Fukushima Daiichi siden ulykken. Dette vil blive kombineret med målinger fra luft, jord, vand og mad, hvor man vil kunne vurdere doser til voksne og børn i forskellige områder i Japan.
Undersøgelsens resultater vil blive forelagt for FN i slutningen af 2013.
Desuden er en stor undersøgelse i gang i Fukushimas omegn, hvor man vil kortlægge omkring 2 mio. menneskers eksponering af radioaktive doser.Flere detaljer kan findes i referencerne.
Der undersøges evt. effekter af optagelse af jod-131 og cæsium-137 og især på jod-131 optagelse i skjoldbruskkirtelen, som er potentielt dødelig, men korrekt overvågning og behandling vil helbrede over 95% af tilfældene så man undgår kræftdødsfald.
En voldsomt jordskælv – Sendai – udenfor Japan forårsagede en ødelæggende tsunami, som bl.a. oversvømmede et stort nukleart anlæg – Fukushima – hvor 4 reaktorer var nedlukkende medens tre var i drift.
IAEAs opsummering af tsunamien
Danmarks Radio orienterer om reaktoruheld
– vandet fosser ud = 4 liter vand skulper over i et bassin.
Radioaktive doser fra Fukushima – WNN
Norsk forskning
Rædsel værre end strålingenJapan og TEPCO ignorerede advarsler om jordskælv forud for tsunamien. Den fejl har de lært af, de har besluttet at lukke ned for Hamaoka-reaktorerne på grund af jordskælvsrisiko.
Reaktorerne sættes sikkert ikke i gang før de er sikret mod en tsunami af samme størrelse som den, der ramte Fukushima-værkerne:
Hamaoka lukkes ned og sikres
Beredsskabsstyrelsen om Fukushima
Beredsskabsstyrelsen – et år efter Fukushima
Beredsskabsstyrelsen om stresstest indenfor EU
Om stresstest – EU
Fukushima – Wikipedia
Pseudoulykker og -uheld
Atomkraft-hændelser har altid været godt stof i medierne. Små, ubetydelige eller harmløse hændelser er ofte blevet blæst op. En medvirkende årsag er, at enkelte medarbejdere tilknyttet nyhedsbureauerne har “plantet” misinformationer. Det skete typisk i forbindelse med en weekend, hvor der er svag bemanding, så ikke alle historier har kunnet verificeres. Et par enkelte sager fra den danske medieverden skal kort omtales:
Brunsbüttel-uheldet
TV-avisen kunne i juni 78 melde om et alvorligt uheld, der ifølge de tyske reaktorsikkerheds-myndigheder kun tilfældet forhindrede en katastrofe.
Samme myndigheder blev tillagt udtalelsen, at det var et bevis for, at “den størst tænkelige ulykke” slet ikke var utænkelig.
DR må selv have opdigtet disse oplysninger idet:
De tyske reaktormyndigheder havde ikke udtalt sig som TV-avisen påstod.
De tyske reaktormyndigheder oplyste, at der ikke var grund til at tro, at denne hændelse ville kunne have udviklet sig til et større reaktoruheld.
Uheldet var en så lille driftshændelse, at det ingen konsekvenser fik for den fortsatte drift.
Det korrekte hændelsesforløb blev dokumenteret overfor DR af bl.a. civ. ing. P. Schoubye, men DR afslog at dementere deres urigtige oplysninger.
Tihange-uheldet i Belgien
I januar 78 slap en ganske ubetydelig mængde 131J ud i reaktorbygningen på et anlæg i Tihange. Uheldet skete i forbindelse med udskiftning af brændsel, d.v.s. værket var nedlukket.
Dette ubetydelige udslip blev forskriftsmæssigt rapporteret – og værket startede senere op med et par dages forsinkelse.
Mikael Bramsen kunne bl.a. berette fra Bruxelles:
… der er sket et uheld i en kernereaktor 80 km. fra Bruxelles. 30 arbejdere har fået radioaktivitet på sig, men direktøren sagde, at det lå langt, langt under faregrænsen og der intet udslip var fra reaktoren.
Det korrekte var, at 30 personer, der blev gennemmålt havde max. fået doser, der var 1/30 af, hvad der måtte indtages over en periode på 13 uger – væsentlig under det tilladte. Ingen måtte indlægges. Alle fortsatte arbejdet etc.
Når denne pseudohændelse blev bragt i TV skyldes det, at det var lettere at få et indslag som dette igennem ledelsen, i stedet for et indslag fra en EF-høring – ifølge en DR-medarbejder.
Biblis-katastrofen
D. 5. 12. 1988 kunne man høre følgende i TV-avisen:
Atomkraftværket i Biblis ved Frankfurt har været tæt på et alvorligt uheld, der kun blev forhindret af en snarrådig medarbejder. Det er et år siden, men først nu har de vesttyske myndigheder indrømmet, at man var tæt på en katastrofe.
Senere fortalte man, at sagen var blevet omtalt i Nucleonic Week den samme dag – mandag d. 5.12.1988.
I reglerne for Danmarks Radios Nyhedstjeneste hedder det:
Nyhedstjenesten er forpligtet til at bringe hurtig og rigtig information,
men rigtigheden bør altid gå forud for hurtigheden.
Hersker der tvivl om rigtigheden, bør DR afstå fra at bringe nyheden.
TV- avisen forsyndede sig på adskillige punkter sine egne regler i denne sag, som så ofte før:
Nucleonic Week udkommer om torsdage – ikke på mandage som påstået.
Man var ikke tæt på en katastrofe, og det havde myndighederne heller ikke indrømmet.
Kølevandet havde ikke været overophedet, som TV-avisen påstod
Ingen snarrådig medarbejder havde reddet nogen situation overhovedet.
Ingen havde fortiet noget, tværtimod havde man indrapporteret denne hændelse på forskriftsmæssig vis.
Årsagen til den megen polemik i medierne var en banal hændelse under en opstart, hvor en utæt stopventil lækkede lidt svagt radioaktivt vand, der var under 10% af den tilladte værdi.
Efter nedlukning og genstart fungerede ventilen igen som den skulle. Normalt foregår lukning ved hjælp af tyngdekraften, men ventilen kan også lukke ved hjælp af en motor, der styres fra kontrolrummet og kan desuden lukkes med håndkraft.
Værket fik besked på at udskifte ventilen og sørge for, at andre ventiler ikke kan åbnes, hvis den ikke er helt tæt.
En orientering om hændelsen blev videresendt til andre myndigheder via OECD, for at man kan lære af andres erfaringer. En journalist fik på denne måde fat i oplysningerne og beskrev hændelsen rimelig korrekt i et nyhedsbrev Inside NRC, hvor også NRC-direktør Murley blev citeret for en udtalelse, at han ikke kunne se noget alarmerende i denne hændelse.
Samme dag blev episoden omtalt i Frankfurter Rundschau, der dramatiserede hændelsen ved at indføje fejlagtige oplysninger. I stedet for at nævne Murleys kommentarer, henvendte man sig i stedet til en kendt atomkraftmodstander, hvis udtalelser man kendte, inden de blev fremsatte.
Senere blev historien “forbedret” af Danmarks Radio, der havde fået en god øvelse i at misinformere om atomkraften, og dermed påny levede op til H.C. Andersens historie om “Fjeren der blev til 5 høns” – der dog i dette tilfælde kunne være en hel fjerkræbesætning i TV-avisens version.
DR tilføjede flere helt nye oplysninger til på egen hånd – bl.a. om det overophedede kølevand, der i 15 timer strømmede over i nødkølesystemet!! (Gud ved, hvor de får det fra? Det er nødkølesystemet, der sørger for at tilføre kølevand, hvis det lækker ud af reaktoren – ikke omvendt.)
Igen et eksempel på en massiv misinformation fra medierne – specielt de elektroniske som Danmarks Radio som den mest effektive.
Terroristangreb som på World Trade Centre – en realistisk risiko?
Gennem mange år har man fra modstanderside fremhævet, at atomkraften frembyder en stor risiko for terroristangreb.
Denne mulighed skal naturligvis tages seriøst og mange forskellige mulige og umulige situationer bør analyseres.
Det har man da også analyseret meget grundigt – også forud for opførelsen af World Trade Centre. I analyserne indgik et scenario med en fuldtræffer af datidens største fly.
Hvad gik der så galt – og kan man anvende denne katastrofe til at så tvivl om eksperternes beregninger?
Det 110 etager og godt 400 m høje WTC blev indviet i 1973. I beregningerne indgik sammenstød med datidens største fly. Siden da er både flystørrelse, brændstofbeholdning og farten på flyet forøget i en grad, man ikke forudså ved projekteringen af bygningen. Det forhold gør, at man skal revurdere risikoen ved højhuse m.h.t. denne risikotype.
Man kan imidlertid ikke sammenligne et højhus med et atomkraftværk.
I WTC gennembrød flyet den yderste skal på bygningen, hvor det så efterfølgende den overvejende del af flyets brændstof blev slynget ind i bygningens midte, hvor de bærende strukturer befandt sig.
Ved et direkte fuldtræffer på et atomkraftværks reaktorindeslutning med et fuldt lastet Boing 767 200-ER-fly, vil flyet knuses og stort set al brændstof blive afsat udenpå bygningen.
Selv om der slås hul i indeslutningen vil der ikke ske et direkte sammenstød med selve reaktoren med atombrændslet.
Man kan imidlertid ikke konkludere på baggrund af en sammenligning med WTC-angrebet, der kunne tænkes andre teknikker taget i brug. Derfor analyseres sådanne mulige angreb og deres eventuelle konsekvenser. Et par link bringes nedenfor:
Man har efter WTC-angrebet efterfølgende analyseret terroristangreb på atomkraftværker.
Se EPRI Dec. 2002 report på NEI web site:
NEI’s hjemmeside
med link til analyser over mulige terrorist-angreb på atomkraftværker
DETERRING TERRORISM: Aircraft Crash Impact Analyses Demonstrate Nuclear Power Plant’s Structural Strength
Den endelige rapport
Fly-terrorisme – studie
USA. Statistik a-kraft
USA – statistik over omkostninger
USA – statistik
INES, den internationale skala for uheld på nukleare anlæg
Denne skala blev vedtaget i 1990 på foranledning af atomenergiagenturet IAEA.
INES står for “The International Nuclear Event Scale”.
De 8 klasser er:
Klasse 0: Hændelser, der ingen sikkerhedsmæssig betydning har – eller ville kunne have fået det, da alle sikkerhedsudstyr fungerede korrekt.
Klasse 1 – anomali: Hændelser uden sikkerhedsmæssige risici, men hvor der foreligger menneskelige eller tekniske fejl.
Klasse 2 – hændelse: Fejl eller foreteelser, der ikke har direkte betydning for værkets sikkerhed, men hvor der skal ske ændringer i rutiner eller udstyr.
Klasse 3 – alvorlig hændelse: Hændelser, der kunne medføre en alvorlig situation, hvis der samtidig optræder andre fejl. Fejl, der kan give strålingsdoser i samme størrelsesorden som den, man får ved en flyrejse af længere varighed, rubriceres under denne klasse.
Klasse 4 – hændelser, der medfører skader på anlægget: Skaderne kan være beskadigelse af reaktorkernen eller fejl, der resulterende i livstruende strålingsdoser til de ansatte – eller udslip af radioaktivitet, der kan resultere i restriktioner i den lokale landbrugsproduktion.
Klasse 5 – uheld eller ulykker med risiko for omgivelserne: Udslip af begrænsede mængder radioaktivitet henhører under denne klasse. Windscale-uheldet i 1957 (se andet sted på siden) og uheldet på Tremileøen i 1979 henføres til denne klasse.
Klasse 6 – alvorlig ulykke eller uheld: Et mellemstort udslip af radioaktivitet, hvor der skal indføres beredskabsforanstaltninger for at undgå strålingsskader på mennesker.
Hændelsen på Sverdlov eller på et russisk oparbejdningsanlæg i 1957 hører til denne gruppe.
Klasse 7 – katastrofe: Omfattende udslip af radioaktive stoffer, der forurener omgivelserne. Forureningen vil medføre senskader i form af kræftsygdomme. Tjernobyl-ulykken hører til denne gruppe.
Kilde: International kernekraftstatus 2002 fra Forskningscenter Risø.
Hele rapporten kan hentes her:
International kernekraftstatus 2002
B. Lauridsen, B. Majborn, E. Nonbøl, P. L. Ølgaard. Forskningscentret Risø.
Risø-R-1401. ISBN 87-550-3200-12
Ulykker med energi – 1979 – 2004
Man hører ofte om den farlige atomkraft, men ser sjældent sammenligninger med andre energikilder.
Nedenstående er vist uddrag af hændelser med dødelig udgang siden hændelsen på Tree Mile Island, som ikke krævede hverken dødsfald eller tilskadekomne.
Hændelserne er opdelt efter energikilde.
Kildemateriale
DETERRING TERRORISM: Aircraft Crash Impact Analyses Demonstrate Nuclear Power Plant’s Structural Strength
Den endelige rapport (pdf)
Fly-terrorisme – studie
USA. Statistik a-kraft
USA – statistik over omkostninger
USA – statistik
WNO – World-Nuclear Organisation om Tjernobyl
OECD om Tjernobyl
Korsbech, U. Havariet på Tjernobyl-værket: Årsager, forløb, konsekvenser og kommentarer. (Danmarks Tekniske Højskole. Afdelingen for Elektrofysik, Lyngby,1986)
One decade after Chernobyl – summing up the Conseguences of the Accident.
IAEA, Vienna 1996.
Sewerin, I. Helbredsmæssige konsekvenser af reaktorulykken i Tjernobyl.
Ugeskrift for Læger (2001) (Årgang 165, no. 43) p. 5959-5962.
Tjernobyl og kernekraft. Af Brøns, P.; Skjerning, H. (Reel Energi Oplysning, Birkerød)1993, 11 p.
Andersson, K.G.; Roed, J.; Fogh, C.L., Radioaktivitet efter Tjernobyl oprenses. Vand og Jord 1998. Årgang 5, no. 4) p. 147-149.
Brøns, P.; Hansen, H.; Andersen, E., Vor radioaktive klode 6. Reaktorulykken i Tjernobyl. Naturens Verden (1992)
Fynbo, P. B., Ulykken i Tjernobyl. Kvant (1996)
Hansen, H., Den radioaktive sky fra Tjernobyl – dosis og virkning. Kvant (1996)
Tjernobyl og andre atomuheld. Af Condon, J. (Holte, Flachs, 1998) 64 p. ISBN 87-7826-410-3
Chernobyl: the true scale of the accident
(2 siders sammendrag af FN-rapport 2005)
Sådan gik det til. Oversættelse af Kemeny-rapporten vedrørende uheldet på Three Mile Island. J.Flint Petersen. Albatros 1979.
Three Mile Island
(Nucleartourist)
Simulering af uheld
(Nuclear Power Plant Demonstration)